NATURI‘IG BESKAFFENHED. I05 kan nævnes Salteúiet eller Fauskeidet, der gaar fra Fauske ved Skjerstadfjorden over til Sørfoldenfjord. Langs dette eid ligger overordentlig mægtige marmor- og kalkstenslag, og eidet, der kun naar en høide af omtrent 70 m. o. h., er vistnok fremkommet derved, at de mægtige kalklag let falder som offer for opløsning og forvitring, enten det nu er regnvand, elve eller is eller alle disse kræfter i forening, der har frembragt denne paafaldende forsænkning. Der er vistnok adskillige eid i Nordland, som ved under- sagelser vil vise sig at være fremkomne paa den her antydede maade; imidlertid er der andre skar og eid, som øiensynlig er opstaaet derved, at den smale væg imellem to botner i tidernes lab er faldt som et offer for den almindelige ødelæggelse og for- vitring, for hvilke alle stene, ogsaa de fasteste, har været udsat. Hos fjordene i Nordland gjenfinder vi de samme eiendom- meligheder som hos andre fjorde; de er ofte dybere i den midtre del end ved udløbet, og det er bækkener, der er fyldte af havet. Paa østsiden af grændsen, der hvor elvene løber mod den Botniske bugt, optræder en hel række af indsjøer, der i Sverige repræsenterer de norske fjorde, idet de optræder sym- metrisk lige-overfor disse. Saaledes ligger Torne Trttsk symmetrisk til OfoWord; en række af sjøer, der ender med Store Lulejavrre, ligger symmetrisk til Tys]fforden; Vastenjavrre og Vil-x)“am-x“e svarer til Nordf(1lden og Sørfolden o.s.v. Fjordeue og deres dannelse af istidens bræer er oftere om- talte i andre amtsbeskrivelser, til hvilke der kan henvises. Foran fjordene og ved deres udløb ligger der en skjærgaard; saaledes kaldes de mange større og mindre øer, der optræder i fjordlande omkring og nær “fjordenes mundinger. Egentlig skulde det vel hede sker-garen, oldnorsk S-kergarðr, og garðr har her be- tydningen af et gjærde som i sk“iðgarðr, skigar, ma)mgarðr; ske-rgarðr betyder saaledes et gjærde af skjær. Paa en vis maade ligner disse øer med mellemliggende sunde og løb det delta, som lægger sig ved de.store floders mundinger, der hvor elven strømmer over fladt land og skjærer sig løb paa kryds og tvers. Men der er den væsentlige forskjel, at elven selv har lagt op de ører eller sandflader, som den deler med sine mange arme. Saa meget synes klart, at disse skjærgaarde, som gjenflndes i alle de lande, som har talrige fjorde, hører sammen med fjorddannelsen. W I Sammenhæng med fjordene og skjærgaarden staar den eien- dommelighed, at store strækninger ude ved kysten er forholdsvis lave, og der optræder i hundredevis af øer og holmer, hvoraf den ene ikke er stort høiere end den anden. Foran det høie land i Nordlands amt ligger der nemlig et lavt, kuperet for-land, dels paa halvøerne, dels paa de større eer,
