F.=E1)H1FT. 27 9 aardbrugere, der bruger mest straafoder, producerer den e melk og den mindste gjennemsnitlige mælkemængde pr. ko. Íontrolregnskaberne fra Hedemarken viser, at de kjør, som
- )ist mest, ogsaa har betalt sit foder bedst, og stærkere
mere fodring hele aaret rundt har derfor flere begyndt )g det ser ud til, at dette lønner sig. iæd1’îft0I1 i ældre ti(l. Ved at sammenstille resultaterne . i 1657—1658 foretagne kreaturtælling med opgaverne fra ellingen i 1664—]666 distriktsvis, vil man til en vis grad slutte sig til fædriftens betydning i landets forskjel-
- ne.
tiden omkring enevældets indførelse indtog fædriften en fremskudt plads i befolkningens økonomi, end den i den tid har gjort. l657—-1658 holdtes i landet omtrent 1 12O kjør pr. 1000
- gere, men i 1835 va-r der 6OO kjør pr. 1000 indbyggere
aa Hedemarken fandtes 1450 stk. hornkvæg pr. 1000 ind- -e, hvilket var mere, end fjeldbygderne havde. Dal— og fjeld- “ne var vistnok henvist til at søge sin næring omtrent ude- de ved kvægbrug og havde ogsaa gode betingelser for dettes om sommeren. Antallet af kvæg, der kunde holdes, var er ikke afhængigt af græsgangene, der var mere end til-
- elige, men af tilgangen paa vinterfoder: derfor maatte man
mle vinterforraad til kvæget, men fik dog mindre end andre t-er med større vidder og dyrkbar jord. Distrikterne med lste betingelser for kornavl holdt ogsaa —flest mulig kjør. -i var de endnu ikke hindret ved mangel paa sommernæring æget. nkelte fladbyg(ler havde saaledes tildels større kvæghold i l til befoldningen end mange fjeldbygder. Senere viser de der væsentlig er henvist til at søge sit erhverv ved fædrift, et lsvis større kreaturhold end de for kornavl bedst skikkede I 1835 havde dal— og fjeldbygderne et langt større antal i forhold til befolkningen end slettebygderne. Hedemarken i 1657—1658 145O stk. kvæg pr. 1000 indbyggere,i kun 67 O. aa slettebygderne viger fædriften efterhaanden plads for næringsgrene. Denne udvikling skyldes væsentlig skog- s og tildels bergværksdriftens udvikling, der havde til følge kornpriser, større indtægter ved kjør-sler og deraf følgende estehold. I de for kornavl mest velskikkede egne samledes æserne mere og mere om denne. kjønt dal— og fjeldbygdernes fædrift, med sin skarpe Ðtning mellem sommer— og vinternæring, var mere primitiv
