Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 3.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

44 FIN1HAnKENS ‘mT. mand med en bog. Dørene har 1nalerier: Paa venstre dør sees udvendig St. Andreas med korset og ved hans side en munk med foldede hænder; paa dørens indvendige side sees øverst Mariæ bebudelse og nederst Jesu fødsel, Josef, Maria og to engle; paa høire dør fremstilles udvendig St. Catharina med sverd og hjul, indvendig øverst Maria og Elisabeth, holdende hverandre i hænderne, og nederst magernes tilbedelse.» Denne altertavle er nu i Trondhjems Videnskabsselskabs samlinger. Paa prækestolen stod indskriften F. Ehlen Hundermar(“k l(i25 og et vaabenskjold med en togrenet høgaffel og en femoddet stjerne imellem dem; over skjoldet staar indskriften Gud alene og under det Hr-1NS K()NINGK. Paa en kirkestol findes navnet Hans Koninghame og et vaaben- skjold og paa den østre side Anne Z621. Høgaffelen blev optagen som slægtens (Cunningham) mærke, «fordi stamfaderen reddede en skotsk konge ved at kaste hø over ham». Da Sigvard Grubbe og Carisius, der ledsagede Kristian IV paa hans reise til Va1—dø, aflagde et besøg i kirken, opdagede den første, at han tidligere havde kjendt præsten Claus Christens- søn, der var en relegeret student fra Kjøbenhavn, men nu paa Vardø gjaldt for at være en udmærket sjælesørger og havde stor anseelse blandt stedets lavtstaaende befolkning. Claus Christenssøn havde det ved Kristian IV.s besøg paa Vardø i l599 noksaa usselt, boede i en gamme etc. Der bevil- gedes ham af kongen ved og l0 rdlr. aarlig af slottets indkomster; han døde sandsynligvis 1607. Medens Kristian IV.s eskadre laa i Vardø, kom en af dra- banterne —— som det hed sig af vanvare — til at skyde skip- p(—ren paa et hollandsk fartøi. Da dennes begravelse skulde finde sted, havde skibspræsten, hr. Nils, taget sig en taar over tørsten og var derfor ikke oplagt til at sige mange ord. Hans ligprædiken lød saaledes: «Hvor og af hvem den salige mand er født, ved jeg ikke. Hvorlunde han levede, ved jeg heller ikke. Men hvorledes han er kommen af dage, det ved jeg saare vel. Dog efterdi dette ogsaa er tilhørerne fuldt vitterligt, gjøres ikke behov at melde videre om den saga Ifølge en skrivelse fra biskop Krog af 26de november 17ll havde Vardø ingen præst havt i 4 aar, hvorfor biskopen søgte om at faa ordineret dertil «en aldrendes och sehichelig studi- osus». Hans Henrik Irgens fik kaldet 1ste september 1712, men tiltraadte ikke. Han blev sognepræst til Loppen l714. Om Henrik G—rev(ɔ, der deponerede fra Bergen 1697, skriver Th. v. Westen, «at han var en liderlig mand og havde nylig (l716) efter mange gjorte forargelser forladt embedet, saa at her behøvedes nu kapellan».