SYDVARANGER HERRl-2l). 5llI Paa den norske side af gi-ændseelven laa landet i lange tider næsten øde; en og anden kvæn nedsatte sig der upaatalt og indrettede sig, som om han var hjemme. Efter midten af forrige aarhundrede fik man i Norge øinene op for, at Sydvaranger var et distrikt, der ikke som hidtil burde ligge upaaagtet, men som af nationale og ogsaa af andre hensyn indbød til kolonisation af nordmænd. Veiarbeider blev derfor sat igang. Nybyggerne langs Pasvikelven og dens indsjøer vil kunne deltage i vaartorskfisket langs begge sider af Varangerfjorden. Ialfald vil de med større lethed og større fordel kunne del- tage i disse end de mange finlændere. der kommer til dette fiske lige fra Kemi, Kuusamo og egne endnu længere ned i Finland. Den øvrige, finske befolkning i Sydvaranger bor yderst spredt Naar undtages Sandnes, hvor de bor nogenlunde samlet og i større mængde, er finnerne spredte enkeltvis eller i ganske smaa kolonier fra Jarfjordens østside til Bugøfjordens vestside De kvænske og norske kolonisters hovednæring er jordbru- get eller rettere kreaturholdet; det hø, som avles paa hjemme- jordene, er langtfra nok til behovet og mindre, end det burde være. Den manglende del samles sammen paa udslaatter i skog og myr, og derhos bruges meget mose, som samles sammen om høsten paa fjeldene og kjøres ned paa vinterføre. Foderet koges altid til kreaturerne, vistnok ikke blot af gammel vane, men den lange, kolde vinter og de skrøbelige fjøs gjør det alligevel nød- vendigt at have et ildsted i fjøset. Den yngre del af den mandlige befolkning drager om vaaren paa fiske til fiskeværene eller tager sig tjeneste der som dag- arbeidere for fast løn. Forøvrigt er det jagten, multebærhøsten samt skydsskafferiet op og ned ad elven og paa landeveien, der skaffer nogen kontant indtægt Skoltefinnerne er, som nævnt, den ældste befolkning i Syd- varanger, der hørte til det russiske fællesdistrikt. Om skoltefinnerne i fællesdistriktet skriver Rathke i 1802: «De havde kun faa rensdyr, enhver neppe et halvt Snes eller nogle flere; disse brugtes til reisendes befordring, til tøm- merkjørsel om vinteren og til at hjembringe skudte eller i snare fangne rensdyr. De anstiller nemlig i smaa selskaber, ]O til 2O sammen af det unge mandskab, jagt i foraarsmaanederne i de bekjendte Nordfjelde for dels at fange i snare, dels at skyde vilde rensdyr samt ræv, jerv og noget fuglevildt. De russiske sjøfinners eller fællesfinnernes husholdning har, som det Sy1lGS, nogle fortrin for de norske sjøflnners, uagtet de upaatvilelig bærer større byrder; de synes alligevel at være lykkelige og veltilfredse;
