KARASJOK I—1ERRED. 3l7 skog er herskende over store strækninger. Hertil bidrager ogsaa for en del de milde eller bløde landskabsformer, til forskjel fra den mere vilde og storslagne natur paa Vestlandet, hvor løv- skogen ogsaa er forherskende. Ca. 2 km. ovenfor Assebakte, der er sæterplads for de fleste af Karasjoks beboere, løber Karasjokka og Je5jokka sammen. Jesjokka kommer egentlig igjennem hoveddalføret og Karasjokka fra sydvest gjennem et bidalføre. Ovenfor aamotet har landet opigjennem begge dalfører mere stigning, elvene danner stryk og smaa fosser, og det er kun med vanskelighed og med Karasjoks flinke elvebaadfolk, at de lader sig befare med baad. Især er Jesjokka farlig. Her er stryk i stryk opover, og enkelte af dem er hele kilometer lange. Elvebredderne har ogsaa et andet ud- seende her. Jordbunden er stenet og muldfattig, de lysegrønne nes, der nedenfor gjør elvebredderne vakre, bliver sparsommere eller ophører aldeles, idet glissen furuskog med den hvide mose- bund og forkroblet birk gaar helt til bredden. Vistnok er der, især langs Karasjokka, ogsaa ovenfor sammenløbet mindre nes og smaa holmer i elven, men langs Jesjokka er der næsten ingen af betydning. Strækningen mellem Karasjokkas dal og Jes- jokkas dal støder mod— vest til Koutokeino grændse. Her er nogle trigonometriske punkter, Galbbat.sjærro, 48O m., Tkjiegavarre, 469 m., og Skaiddetsjærro, 438 m. Je-åjokkas dal har i sin øverste del den store indsjø Jes- javrre, 406 m. o. h. Dette dalføre fortsætter med sydlig ret- ning indtil den store indsjø Sjuo§javrre, omkring hvilken indsjø der er en boplads, en fjeldstue og noget birkeskog. Fra SjuoS— javrre fortsætter dalen mod øst forbi det gamle bosted A11:jovarre. Ved Avjovarre var i det 18de aarhundrede to tømmerstuer opbygget, hvor der holdtes gudstjeneste et par gange om vinteren for Avjovarre menighed: Ellers bruges ogsaa disse stuer til at holde ting, og de reisende bruger dem til natteherberge. Længer nede i dalen, omtrent 2O km. ovenfor Assebakte, begynder enkelte furuer imellem smaabirkene, og længer nede op- træder furuen tildels i ren bestand. Strækningen mellem Tana i øst, Karasjokka med Jeåjokka i syd og Jesjokkas øvre dal i vest grændser mod nord til Kistrand og Polmak herreder. Endel af landet i den nordligste del bar afløb til Lakselven i Kistrand herred, men grændsen mellem Karasjok og Kistrand gaar sydlig for Skogan- varre fjeldstue. l hoveddalføret flyder Tana som en mægtig flod med ringe strøm, bredderne er bevokset —med birkeskog, og elven danner talrige nes, og der er nogle sandbanker og øer i elven.
