272 F1NMARKENS AMT. Leopold von Buch siger, at man fra Kjelvik gaar op paa fjeldet som paa en trappe, og dog kan man ikke godt komme op undtagen der, hvor en liden bæk kommer ned fra en høiere dal. Denne dal ligger omtrent 5O0 fod over havet; det er et eid, en høi landtunge, Som forbinder den fra Kjelvik mod nord- øst gaaende halvø med den øvrige ø. Dalen sænker sig snart ned mod Kamøfjord. Den naturlige beskaffenhed af Magerøen og Nordkaps om- givelser er før omtalt (bind l, pag. lO2—104). Fjeldene paa Magerøen er i høi grad sønderskaarne og dan- ner ikke langstrakte rygge Er man kommen op paa en høide, saa kommer man snart ned paa et eid, som deler øen. Stod vandet nogle faa hundrede fod høiere, saa vilde her istedetfor en ø være et helt arkipel af mindre øer. Om Honningsvaageid fra HonningsVaag over til Skibsfjord skriver von BuCh, at det ligger (lybt, og landet er ikke engang
- 21) fod høit over sjøen. Eidet er maa-ske V—r mil bredt og dog
ligger der paa sa-mme en liden sjø. Det er saa lavt, at fiskerne betragter det som et sund, som skiller Kjelvik ø fra. den større Mag-erø. Ofte slæber de forholdsvis let baadene fra, Honnings- vaag over land til Skiibsfjord, den indre del af Kamøfjord, og sparer paa den maade —5 mil af en ikke sjelden ubehagelig fart omkring Kjelviks halvø ved Helnes, som ligger frit for alle storme. Fra dette HonningSvaageid, skriver von BuCh, synes det at være forgjæves at søge en vei ind mod det indre af Mager- øen; uhyre blokke taarner sig op, til klipper, til hele fjelde, og deres tal er endeløst. De staar der med underlige forme1—, og mellem dem er der næsten altid i forsænlmingerne smaa sjøer, som kun gjennem trange kløfter finder udløb mod eidet. Der kan vel være l00: de ligger som i kjedler, som en række af smaa kratere; det hele afsluttes endelig af en sort, lodret, ube- stigelig klippemur. I o1ngivelser, hvor alt liv er Sygnet hen, lader der sig neppe tænke et mægtigere billede af øde og rædsel. Paa nordsiden var det alligevel muligt at naa frem over blokkene op i høiden. Blokkene bliver talrigere og talrigere i l1øiden, og hele den øverste del er en ruin.“ Det er, som om det hele fjeld her var styrtet samme-11, og som om blokkene i vild forvirring var faldt ned mod eidet. Fra toppen af fjeldene er der en vid udsigt over en stor del af øen. I retning mod vest er fjeldene nogle fod høiere, saa Nordkap ikke seeS. De er derfor maaske 4O0 til 440 meter høie, thi fjeldet ved HonningSvaag naaede 342 meter. Endelig begynder dLsse bizarre klippeformer at tabe sig. Der
