Hopp til innhold

Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/81

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

74 FINMARKENS AMT. som før var dømt for sin I‘etfærdighed til at straffes til Kagen med 37 Slag og forvistes til Vardø, blev for Utugt (Hor) dømt til at kagestryges med 11 Slag og forvises fra dette Amt, hvor h1m ei kan vere andre til Forargelse.» l693 17de mai thing i Vadsø: «En Mand dømtes til at løse sig fra at sidde i Fjæren med 1 Tønde Mel til de fattige.» Dom: «Efterdi Michel R‘asmussen uden christelig Omsorg for sit Barns Daab imod Laugens 2den Bogs 5 Cap. 6 Art. der saa melder: Hvo som lader sine Børn ligge udøbte uden Kirken over otte Dage, efterat de er fødte, paa de Steder det ske kan, skal have forbrudt tyve Lod Selv til næste Hospital o. s. v., og Michel Rasmussen sig ei med nogen lauglig Aarsage havde undskyldt, at han jo hel vel kunde lade sit Barn føre til Kirke, bør han bøde 2O Lod Sølv. Han boede 1 Mil fra Kirken og vilde ikke lade Barnet kjøre med Ren; han ventede derfor l3 uger, indtil han blev befalet-.» 1693 27de juni thing i Omgang: «Et løst Fr.uentimmer blev for Leiermaal dømt til at staa i Fjæren, indtil Søen flør hende under Munden, og derefter med 7 Bøtter Sø overslaaes.» 1696 18de mai thing i Vadsø: «Finnen Gunder Thudesen havde i Drukkenskab ligget hos Tøsen Ingri Iversdatter; de til- kjendes, da han ei noget er eiende uden den blotte Pæsk, han staar udi, for denne deres letfærdige og Guds Fortørnelses Bedrift at overslaaes udi Fjæren hver med 6 Bøtter Salt Sø af Havet, paa det andre kan se sin eksempel derudi, andre til Afsky, med Ad- varsel han det ei atter gjør, saafremt han ei vil være med Straf verdig.» Sml. 1698 thing i Vadsø: «Samel Nielsen blev dømt til at overslaaes med 9 bøtter, fordi han i Drukkenskab havde op- ført sig uhøflig i Amtmandens Hus.» Fl1111er110S I1aV11. Finner har fra urgammel tid her i Norge været benævnelsen paa det folk, hvis ætlinger tildels lever som nomader af rensdyravl, og efter hvem Finmarken har faaet navn, og som endnu i det norske sprog benævnes finner i den levende tale der, hvor der bor finner. Navnet finner, skriver P. A. MunCh, tilkommer fra den fjer- neste oldtid egentlig kun selve polarfolket, der i Sverige kaldes lappar, men som under navnet skridtflnner, formedelst deres fær- dighed i at gaa paa ski, var berømte endog i de første aarhun- dreder efter Kristus, og som allerede af Tacitus omtales under navnet j’ermi. Dette ytrer P. .4. ll[:mCh i sin afhandling om Finlands natio- nalitet, men ogsaa i sin a-fhandling om Finmarkens politisk- kommercielle forhold kommer han ind paa dette spørgsmaal. -=(Ved «finner» forstaaes i sagaerne stedse det folk, som nord-