FORTSATTE FORHANDLINGER MED RUSLAND. V 737 kongelige majestæt den store byrde, som dem paalægges, hvilken de ikke kan bære, forhaabende, at hans kongl. maj. af Danmark vil hos hendes tsariske majestæt intercedere for dem, at de kunde befries for byrde, saadan ekstraordinært paabuden; thi saalænge de ligger under den svære byrde, kan de ikke formaa at svare deres skat til hans kongelige majestæt af Danmark. Det samme begjærede og Karlgams og Neidens finner. Russerne trængte saaledes ind i Varangerfjorden, forbi de angivne gamle grændseskjel paa Henøerne og frem til Bugøfjor- den; snart søgte de ogsaa hen til Finmarkens vestligere fiske- pladse og spillede mestere. Om deres fiske ved Vardø oplyses 1744 den 14de december i Schnitlers eksamen over grændseskjellet til Rusland. Det heder her: Russerne fra Arkangel har for 3 aar siden begyndt at fiske udenfor Vardø, det første aar var 40, det andet l5O, det tredje 3O baade, 4 mand paa hver baad. Herfor skal de have givet til den norske øvrighed som en tiende noget lidet. I 1753 kla- gedes der over, at finnerne, især i Neiden, Pasvik og Peisen «begegnedes ille af soldater fra Kola med skatteudpresninger o. s. v. uden at vise fuldmagt dertil». I 1755 forespurgtes hos det saakaldte «tyske kancelli», om ikke mistænkelige personer, som paa grændserne fornærmer undersaatterne under skin af at indkræve russeskat, kunde bringes til Vardøhus og siden om vinteren med fogden, naar han gjør sin malmiske reise, sendes til Kola og leveres bojaren. Herimod havde det tyske kancelli intet at indvende, men fandt det dog nødvendigt at minde om, at derved blev brugt fornøden forsigtighed, saa Rusland ei fik skjellig grund til at klage. I de afsidesliggende egne var det vanskeligt at føre kontrol for en med disse forhold saa ukjendt styrelse som den kongelige danske. I 1749 klagede det danske sendebud ved hoffet i St. Petersburg, Des Cheusses, over de russiske fiskere. Det var blevet tilladt at drive aarlige fiskerier paa Vardø en mil fra stranden. Alligevel havde de begyndt fra Kola- og Arkangel paa adskillige med 12–20 mand besatte og med meget fiskeri- redskab forsynede baade at løbe ind i de finmarkske vande og bugter og der til skade for indvaanerne ei alene at fiske ganske nær ved landet og paa deres bedste fiskepladse, men og at op- fange drivtømmer og ellers at tilføie dem andre egenmæg- tige trængsler. Den russiske regjering erkjendte, at dette stred mod begge nationers venskab og naboskab. En befaling blev udstedt til guveruøren i Arkangel om alvorlig at ti1holde fiskerne, at de ikke mere maatte befare de den danske stat til- hørende kyster, da de ellers vilde faa en «eftertrykkelig straf». -H – Finmarkens amt II.
