722 F1m1.1.RHENs AMT. al geistlig og verdslig jurisdiktion over Koutokeino, Karasjok, Enare og Utsjok Lappmarker. Den oprindelige 26de (senere 25de) tvist gjaldt egentlig den gamle strid om Finmarken. De norske fulgte en fjeldrygslinje, der faldt sammen med den nuværende grændselinje og endte i Bælddovaddo. Bælddovaddo (nu grændserøs no. 341) er det sydøstligste grændsepunkt i Finmarken i Karasjok mod Finland. Det kaldtes ogsaa af finnerne Ladde-Gein-Nadok eller Laddegeinoive og be- skrives af 44de vidne i SChnitlers eksaminationsprotokol for Fin- marken saaledes: «Det er en slet mark med mose paa, uden skog og græs.» Det anføres, at «her, hvor Bælddovaddo er, der er enden paa Kjølen». De norske paastod, at i henhold til de historiske forfatteres, gamle breves og levende vidners udsagn tilkom landet nordenfor fjeldkjølen 6aurisduøder, ɔ: vandskjellet) Norge alene. De svenske vilde derimod ikke længer vide noget af denne fjeldrygslinje, men fulgte med sin prætensionslinje sin saakaldte «possession». For at bestemme fællesdistriktets grændse mod nord eller mod Norges «privative» land tog de svenske udgangspunkt i freden til Knærød af 1613, art. 3, hvorved Sverige afstod til kongen af Danmark al sin ret til sjøfinnerne, havbredden og dominium m-ar“12s. Sjøfinnedistriktets sydgrændse er altsaa fællesdistriktets grændse mod Norge. Men, sagde de svenske, i 1613 opholdt sjøfinnerne sig alene langs havbredden, altsaa ikke inde i fjordene, medens fjeldfinnerne havde sit sommerophold langs fjordbredderne. Ved freden til Knærød havde saaledes Sverige alene afstaaet hav- bredden, men intet distrikt inde i landet. 1V2 og 2 mil op fra havet og fjordene var Norges «priva- tive» land (det vil sige alt det, som er farveløst eller hvidt land ved kysten paa det ledsagende kart). Den øvrige del af det om- disputerede land var fællesdistrikt (det farvede land paa kartet). I det mellemliggende fællesdistrikt, som skulde deles mellem rigerne, paastod Sverige sig at være enebesidder af al geistlig og verdslig jurisdiktion og Ve skatteret, medens Norge kun havde Var skatteret. Jurisdiktionsretten ækvivalerede, sagde de, eien- domsretten til den halve del eller 3Zo af fællesdistriktet. Af den anden halvdel tilkom Sverige paa grund af sin Ve skatterettighed de Ve og Norge Ve i henhold til sin Ve skatteret. Saaledes fik de svenske ud, at ÖZe af, hvad de kaldte Fælles-Finmarken, til- faldt Sverige og Ve Norge. Grændsen, som Svenskerne forlangte, er den, som er betegnet med røde kors paa kart-et, og som i øst gaar ud Varangerfjorden, saa sydsiden af fjorden bliver svensk. Tvisten omfattede ogsaa Utsjok og Indiager (Enare) fælles-
