ɔ SVENSKERNES FORDll. PAA FINMARKEN OG DELE AF NORDLAND. 705 Birkala (Pirkkala) i Tavastland, fik de navnet birkalaboer, senere birkarler. Det vari det svensk-finlandske I1appland, at finneskatten først opkrævedes af disse birkarler. De skal af Magnus Ladelaas i 1277 have faaet privilegium til at drive handel med finnerne og afkræve dem skat. Naar nu disse «svenske finner» drog over fjeldene ned til de norske fjorde, fulgte birkarlene efter for at opkræve finneskat og drive handel baade med svenske og norske finner. Den ret, Magnus Ladelaas gav birkarlerne, bestod efter fin- lænderen Fellman deri, at de skulde have frihed til at paalægge dem de afgifter, omstændighederne tillod, og selv faa nyde ind- komsten mod aarlig at erlægge til den svenske krone en vis mindre tribut, som bevis for, at overhøiheden tilkom Sverige. Al- lerede tidligere havde efter en forordning, udfærdiget i Telge 124O, de kristne været berettiget til at tage saa meget land de behøvede i Lappland. Saadanne nỳbyggere kom did, og de fik finnerne i visse egne til at betale skat, og de blev kjendt under navn af birkarler. De raadede over særskilte omraader af de senere Luleå, Piteå, Torneå (og Kemi) Lappmarker. De benævntes der- for ogsaa dels Luleå, Piteå og Kemi bir- eller bergkar1er. De to sidstnævnte omtales, ved siden af Ijo bergkarler (birkarle1–), blandt andet ogsaa i den svenske krones oppebørselsbøger for Kemi Lappmark i det sekstende aarhundrede Ogsaa handelen med finnerne blev et privilegium udeluk- kende for birkarlerne, som tjente godt paa handelen. Deres herredømme var dog ikke sligt, at de sammen ved et centralstyre udøvede sin myndighed over visse 1inner. Men hver af dem havde sine egne finner, som han beskattede, og som ved hans død tilfaldt hans arvinger. Paa grundlag af sine friheder og rettigheder bemægtigede birkarlerne sig for egen regning baade land og vand. Paa denne maade blev birkarlerne rige og mægtige, og deres vilkaarlighed ligeoverfor finnerne var grændseløs. De hjemsøgte endog finnerne paa den russiske side, hvor Torneå- og Kemi- birkarler i begyndelsen af det 15de aarhundrede i 3 aar havde inddrevet skat helt til Kola og Trinnes eller Helgenes paa halvøen mellem Kolafjord og Kandalax. Skjønt Gustav Vasa gav ordre til, at det opkrævede skulde betales tilbage, anførtes dette i 1554 af den russiske storfyrste som krigsaarsag. Birkarlerne blev fin- nernes sande p1ageaander, som ikke engang undsaa sig ved at kjøbslaa med forældrene om døtrenes gunst. Herredømmet over finnerne og retten til at beskatte dem tog Gustav Vasa tilsidst fra birkarlerne, idet han lod oppebære finne- skatten direkte for kronens regning. Deres eneret til handel 45 –- Finmarkens amt lI.
