FINNERNE I GAMLE I–IISTORISKE SAGN. 653 led med «sne», tør desuden vidne om, at navnet Snjófriðr er oprindeligt i det norske eventyr. Men da maa navnoverensstem- melsen mellem sagnet og eventyret have sin aarsag deri, at Harald- sagnet har hentet navnet sammen med fortællingsmotiverne fra den norske version af eventyret Og til at antage, at et sligt eventyr som Snofri-eventyret paa Harald-sagnets tid var kjendt og udbredt i Norden, har vi ogsaa ellers al grund. Just fra Ágrips tid er der bevaret et par vidnesbyrd om den yndest, som eventyr om onde stedmødre og deres forfølgelse af stedbørnene nød heroppe Odd Munk, som skrev paa samme tid som Ágrip, omkring 1190, beretter i sin Olav Tryggvessøns saga om «stjúp- m(Bðra sǫgur», som gjætergutter fortæller sig imellem, og som ingen ved, hvor meget sandt der er i. Eventyret om Snofri, Sneewittchen, er netop et typisk eksempel paa saadanne sted- modereventyr. Og naar Odd Munk lægger til, at disse eventyr gjør kongen til «den mindste» i fortællingen, saa stemmer denne karakteristik fortræffelig med de fleste af Snofri-eventyrets ver- sioner. Ogsaa i Sverres saga omtales stedmodereventyr. Til disse positive grunde for, at sagnet om Harald og Sne- frid er kilden for Karls-sagnet, kommer ogsaa nogle negative og indirekte: For det første kan der paavises en keltisk foranledning til sammenknytningen af Harald-sagnets to halvdele: et træk, som just har hjemme i det sagn om Vortigern og Rowena, der danner grundlaget for første del af det norske sagn, men intet tilsvarende har i det tyske. Det er beretningen om, at Vortigem øvede blod- skam med sin og Rowenas datter, Fausta. Dette træk synes at have paavirket eventyrmotivet om Snjófríðr, saaledes at man har tænkt sig, at Harald fortsatte det ægteskabelige samliv med den døde Snefrid; et saadant forhold ansaaes for den utilgiveligste art af blodskam, og de middelalderlige «bodsbøger» indeholder de strengeste straffe herfor. Denne opfatning er mere tilbage- trængt i Harald-sagnets versioner; men den gjør sig stærkt gjæl- dende i alle ældre formninger af sagnet om Karl. Da nu Karls- sagnet ikke staar i noget forhold til det kymriske sagn om Vortigern, synes den eiendommelige fremhævelse af dette træk i de tyske sagnversioner at forudsætte afhængighed af den norrøne beretning, dog ikke fra nogen af de litterære gjengivelser, men fra et mundtlig overført sagn af en massivere og mindre diskret karakter. Sand- synligvis er det ikke mindst dette grufulde motiv, som har lettet overførelsen af Harald-sagnet paa Karl den store; thi allerede den gammelfranske heltedjgtning ved at berette om, at Karl ufrivillig drev blodskam med sin søster og derved blev fader til helten Roland. Netop deri, at en lignende brede saaledes allerede før var knyttet til KarlS navn, ligger vel ogsaa den væsentligste
