I–’INNI–2RNE I GAM1.E H1sToB1S1(1; sAG1v. 651 bevaret farve og udseende som en levende. I sagnet berettes om en kvinde, som er død, men som ved magiske midler bevarer udseende og skjønhed som en levende. Baade i sagnet og i eventyret elskes kvinden af en konge eller kongssøn, som gjem- mer hende og er helt optaget af hende, saa han forsømmer sit rige og ikke har tanke for andet end den vakre døde eller skin- døde. Baade i sagnet og i eventyret vækkes kongen Ved en ind- griben fra en af sine stormænds eller tjeneres side, hvorved trylle- midlet fjernes; men i sagnet medfører denne indgriben, at legemet gaar i forraadnelse eller falder til aske, i eventyret derimod vaag- ner den skjønne tillive. Der kan efter dette ingen tvil være om, at sagnet og even- tyret er variationer af samme episke motiv. Heller ikke kan der være tvil om, at de to historiske sagn om Harald og Karl repræ- senterer væsentlig den samme eiendommelige udformning af mo- tivet, i modsætning til eventyrenes. Men det er ogsaa utvilsomt, at der er en særlig forbindelse mellem det norske eventyrs Sno- frinavn og Harald-sagnets Snjófriðr, en forbindelse, som ikke Karls-sagnet kjender, og som heller ikke har noget tilsvarende i dette sagns forhold til de tyske eventyr, hvis navn Sneewit-tchen ikke forekommer i sagnet om Karl. Nu er det i og for sig urimeligt, at den vidt udbredte eventyr- kreds skulde være opstaaet af et af de to historiske sagn; eventyr afgiver overhovedet ofte stof til dannelse af sagn, derimod tør det være- tvilsomt, om der kan paapeges noget eventyr, som har dannet sig ud af sagn. Der er desuden i dette tilfælde en særlig omstændighed, som tyder paa, at vore to sagn er yngre end eventyret og følgelig afledede deraf; det er det, at sagnene om Harald og Karl indbyrdes slutter sig meget nærmere sammen, end de forskjellige eventyrformninger gjør sig imellem, ikke blot ved den samme afændring i hovedtanken, men ogsaa derved, at de er knyttet til navnkundige historiske personligheder. Men da maa enten sagnene om Harald og Karl gaa til- bage til et ældre historisk sagn, eller ogsaa er Harald-sagnet en aflægger af Karls-sagnet, eller Karls-sagnet en aflægger af Harald- sagnet Gaston Par-is har gjort sig til talsmand for den første opfat- ning. Men om en saadan ældre version af det historiske sagn har vi ingensomhelst kundskab; der findes ikke den letteste antydning til, at en slig har eksisteret. Første gang sagnet frem- træder, eri .‘ígrips fortælling om Harald og Snefrid. Spørgsmaalet bliver da, om sagnet har vandret fra Norge til Tyskland, eller om det fra Tyskland er kommet til Norge. Almiudelig har man opfattet sagnet om Harald og Snefrid som en overførelse af sagnet om Karl den store, ganske ligesom
