öO2 FlNMARKENS AMT. den, og forklarede ham, hvordan han skulde faa nøglerne til taar- net listet fra sin moder. Kongssønnen løb da ind til dronnin- gen og lagde hovedet i fanget hendes og sagde: «Der er noget, som klør i hovedet mit.» Hun saa efter: –(Der er ingenting,;:– sagde hun. Imedens havde gutten luret nøglerne til sig. Saa sprang han ud til taarnet og lukkede den yderste dør op. Men først da han havde lukket alle tre døre“ op, fik han guldæblet. Saa var vildmanden fri; men før han gik, gav han kongssønnen en liden pibe og sagde: «Kommer du i nød, saa blaas i den og raab paa mig, saa skal jeg hjælpe dig.) Dermed satte han afsted til vildmyren. Kongssønnen laasede alle tre døre igjen og listede nøglerne ned i lommen paa moderen Da kongen kom hjem fra krigen, blev han rasende over, at vildmanden var borte, og vilde dræbe dronningen. Da sagde prinsen, at han havde taget nøglerne og lukket op for vild- manden for at faa igjen guldæblet. Saa befalede kongen, at de skulde tage gutten og føre ham ud i vildmyren, saa kom han vel endda af med livet. Han vildrede om i myren; men med ét kom han til at huske paa piben, han havde faaet af vild- manden, og blaaste i den og raabte: (&VildmandI Vildmand!ÞÞ I det samme stod vildmanden for ham: «Sæt dig paa ryggen minl» sagde han. Og saa bar han ham langt ind i vildmyren; der sank han med et lige ned i jorden, og dernede var det som i et helt slot. Om morgenen sagde vildmanden til ham: V «Her skal du b0, Og her skal du være. og her skal du staa syv aar i laïre.» Saa lærte vildmanden ham op til at ride og skyde og svømme og at kaste med spyd. Slig gik det syv aar. Da var kongesønnen l4 aar gammel. Saa lod vil(lmanden ham vaske hovedet i en l)rønd, han havde, og da blev hans haar som purt guld. Saa gav vildman(len ham nogle simple klæder at have paa sig og sagde. at nu skulde han ud i verden og prøve sin lykke Om kvelden tog han ham paa ryggen og løb afsted med ham, og det gik saa fort, at gutten saa ikke, om det gik over land eller vand. «Her ligger en kongs- gaard tæt ved,» sagde vildmanden; «did skal du gaa og tage tjeneste. Du skal ikke tale om, hvor du har hjemme, eller hvor du kommer fra, og du skal altid beholde luen paa hovedet, saa ingen faar se guldhaaret dit. Hvis du trænger til (let, skal du faa baade hest og vaaben af mig, bare du ønsker det. Og du skal aldrig være ræd for at ønske.–& En svensk form af eventyret fra Vestmanland er meddelt af R. Dybeck (i «Runa) l852):
