som staar nær beretningen i Ynglingasaga En troldkjærring, som heder Kjǫlvǫr, hekser et uveir paa Viglund og hans fæller, medens de er ude paa fiske. Det heder, at hun svingede med sin hætte mod øst, og da tyknede uveiret raskt til.
Vatsdæla saga fra omkring 1250 fortæller om en anden tryllekyndig kone, Groa, at hun vendte sig mod fjeldet og svingede med et klæde, som hun havde knyttet guld ind i, og saa sagde hun: «Lad nu ske, hvad beredt er!» I det samme gik et lerfald over bøen og begravede huset og hende selv.
I Hǫrd Grimkellsons saga fra lidt efter 1300 heder det, at den tryllekyndige Thorbjørg hindrede et overfald paa sit hus paa samme maade; hun føler paa sig, at der er slemme gjæster underveis, tager saa sit kasteklæde og svinger over hovedet. Da kom der mørkeskodde over dem, som vilde gjæste hende.
Ogsaa Njáls saga, i dens nuværende skikkelse fra 1260—1270, har en lignende fortælling: Paa Svanshol sad Svan og Tjostolv. Svan gjæspede stærkt og sagde: «Nu er Usvivs fylgjer paa færde hid.» Da fór Tjostolv op og tog sin eks. «Følg med mig ud,» sagde Svan, «det er ikke stort som trænges.» De gik ud begge. Svan tog et gjeteskind, viklede det om sit hoved og sagde: «Taage og styggedom og alskens undre komme i veien for dem, som søger mod dig!» Nu er at fortælle, at Usviv og hans følge red op paa Halsen; da kom en tæt skodde imod dem. «Dette er det Svan, som volder,» sagde Usviv; «vel var det, om der ikke fulgte mere ondt efter.» Lidt efter lægger der sig et sligt svartemørke for øinene paa dem, at de ingenting saa. De faldt af hesteryggen, mistede hestene og kom selv ud i myrer eller ind i skogen, saa de var nærved at sætte til; sine vaaben mistede de ogsaa. Da sagde Usviv: «Fandt jeg igjen mine heste og vaaben, vilde jeg vende om»; og ikke før havde han sagt det, saa kunde de skimte lidt og fandt hestene og vaabnene. Men flere af dem eggede til at friste paany, og det blev gjort. Men samme under kom iveien for dem. Slig gik det tre gange; saa maatte de snu.
I Eyrbyggja saga fra slutningen af det 12te aarhundrede findes der en fortælling om, hvorledes troldkonen Katla kverver synet paa de mænd, som leder efter hendes søn. Hun faar dem til at tage ham for en haandten, en buk og en galt, tre gange efter hverandre; og da heder det, at mændene spørger sig: («Mon ikke Katla har svinget med en skindkappe (heðinn) over hovedet paa os?»
I Grettis saga fra omkring 1300 heder det ved en lignende anledning: «mange syntes, at Grette havde viklet en skindkappe om hovedet paa dem.»
I alle disse beretninger øves tryllekunster ved at svinge med en kappe eller tilhylle sit hoved med et klæde eller skind, eller som
