at St. Germanus aabenbarede sig for vikingerne, men naar Ragnar overfor kong Horik siger, at han ikke fandt nogen anden, som gjorde modstand mod ham i Frankerriget end den gamle Ge manus, og naar han kort efter raaber, at Germanus staar ved siden af ham og slaar ham, saa forudsætter dette, at Germanus efter hans tro har vist sig for ham tidligere.
Om Ragnar kjendte eller mindedes hans navn, tør vel være tvilsomt. Beretningerne om dette vikingetog stammer alle fra kristne, og er seet med kristne øine. Nævnelsen af Germanus’s navn i disse fortællinger maatte være selvsagt for den kristne nedskriver, hvem helgenens hæder laa paa hjerte.
Men har vikingerne ikke kjendt helgenens navn, maatte det ligge særlig nær for dem at betegne ham efter hans geistlige dragt. Selv om normannerhæren skulde have hørt helgenens navn, vilde dette naturlig og let forsvinde i sagnet hos kommende slægtled.
Det middelalderske latinske ord mantellus, mantellum og mantum o. s. v. betegner vistnok i sin almindelighed kappe, ytterkappe, men bruges med forkjærlighed særlig om den geistlige dragt, specielt de høiere biskopers embedsdragt, men ogsaa om munkekutten.
Det synes saaledes at være naturlig og let forstaaeligt, at den biskoppelige helgen, som ved overnaturlig kraft afværger normannernes angreb, blev betegnet efter sin eiendommelige embedsdragt, mantellus, som straks og stærkt maatte falde dem i øinene, og ikke efter det for vikingerne fremmede og ukjendte navn.
I gammelnorsk og islandsk literatur betegnes de geistlige, især munkene, ved benævnelsen kápumenn. Ogsaa til historiske personer har benævnelser efter den geistlige dragt heftet sig, helst som tilnavne. Saaledes har stamfaderen for den kapetingiske kongeslægt i Frankrige, Hugo Capet (fra 897), sit tilnavn af cappatus, den som bærer munkedragt.
Mantellus og mǫttull, betyder imidlertid ikke som kápumaðr og cappatus, kappemanden, men kun kappe. Hvis navnet Mǫttull skal kunne stamme fra Germanus’s bispekjole, maa der kunne anføres analogier til, at dragten ligefrem kan betegne manden. Af saadanne analogier er der flere.
I tyske og franske episke digtninger fra middelalderen, de tyske fra slutningen af det 12te aarhundrede, optræder ved flere leiligheder en fremmed ridder, som efter sin dragt kaldes «Graurock», «Grisagonella». «Grisa-gonella» betyder graakutten; gammelfransk «gone» og «gonelle» betyder nemlig munkekutte, kvindekjole.
I en latinsk krønike fra første fjerdedel af det 12te aar-
