sUN1)HE1)STH.S“rAN1). 51 de ste(ler, hvor de er døde, dels paa Aarøen, hvor tilforn skal have været kirke og indviet kirkegaard». Man frygtede for yder- ligere at udbrede smitten ved at bringe ligene til Talvik, hvor der boede flere folk. Lensmanden fik desuden streng instruks om at gaa frem med den størst mulige hurtighed og forsigtighed for at undgaa smittens videre udbredelse. Gravene skulde være 4 alen dybe og bestrøede med kalk – «og videre» – heder det iinstruksen – «vil De hos kjøbmand Schwensen faa et anker dobbelt kornbrændevin til transportfolkenes daglige skjænk». Des- uagtet var det vanskeligt at faa folk til dette arbeide. Mindet om denne epidemi lever endnu i Alten og Talvik, hvor den nu gaar under navn af «sortedøden» og allerede for- veksles med denne landsfarsot. Sagnet ved at fortælle, at de syges legemer faldt istykker og bedækkedes med sorte pletter, og at hele bygdelag som Bæk- karfjord, Lærrisfjord, Korsfjord og Skillefjord lagdes øde under denne landesot, idet de gjenlevende med rædsel flygtede fra sine pestbefængte gammer. Atteri 1805 mærkedes sygdommen i Talvik, hvor der i Langfjorden rasede en pestagtig sygdom, som efter kirurg Suhrs beretning meget nærmede sig den gule feber, altsaa var i høi grad epidemisk, og den samme, som grasserede for et par aar siden. Denne gang lykkedes det at standse sygdommen, inden den fik grebet videre om sig. I 1812 herjede den atter i Alten. Amtmand Wedel Jarlsberg skrev i 18l2, at en meget smit- som ondartet feber var udbrudt i Finmarkens fogderi, især i Ham- merfest Sogn og i en del af Alten-Talvik (Korsfjorden, Leir- botn og Skillefjorden), og amtet fandt det hensigtsmæssigst for at hindre smittens udbredelse, at al kommunikation saavidt mu- ligt ophørte mellem de befængte og de uangrebne steder. Ingen af de af smitten døde maatte føres til kirkegaarden, men dybt nedgraves paa isolerede, for sundheden mindre skadelige steder, i Alten-Talvik Sogn paa Aarøen. I Skillefjorden rasede denne gang sygdommen som værst. Fakt-or Aa-gaard skriver fra Djupvik i april 1813, at han havde maattet tilsige et behørigt antal af beboerne paa handolsstedet for at begrave de mange lig, som blot laa henslængte i sneen paa Aarøen. «Dette ubehagelige arbeide med de forraadnede lig, hvoraf lugten var uudstaaelig, vilde ingen bekvemme sig til uden et tilstrækkeligt kvantum god rum, som jeg ogsaa fandt billigt at tilstaa dem.ɔ Andre sygdomme, særlig kopperne, herjede ofte den fattige Og vanstelte finmarkske befolkning, ligesom radesygen dengang var udbredt.
