438 FINMARKENS AM’I’. l864 havde regjeringen for endel understøttet de mest trængende med sædekorn, men da nu misvækstaaret i l865 igjen paafu1gte, blev armoden og trangen saa stor, at understøttelse fra den kant ikke blev tilstrækkelig Tilstrømningen af indvandrere til Skibotn i vinteren l865– 66 var større end noget andet foregaaende aar. Fra november l865 til slutningen af april l866 kom der l08 mennesker ned til Skibotn. Af disse var ca. 2;*s kvæner. Den største del af dem bar vidnesbyrd om den yderste fattigdom, og nogles ud- seende bar tydelige spor af l1nnger. Størstedelen af disse ind- vandrende reiste til Alten og Hammerfest og nogle til Skjervø sogn. I Lyngen spredte en god del sig ogsaa hist og her i sognet. Udgiveren af I–’ellmans «Anteckningar» siger, at deslige ud- flytninger i hungersaar er betydelige Af finlandsk senatsskrivelse for 8de december l869 til domkapitlet i Knopio erfares, at siden aaret l867 havde blot fra Kuusamo menighed udvandret, dels til norsk Finmarken og dels til rnssisk Lappmarken, omkring 2O0 personer, hvilke for størsteparten bosatte sig ved Ishavets kyst. I l875 boede kvæner i alle Finmarkens præstegjeld. De kvæner, der søger ned til den norske k)–st i fisketiden, behøver ikke at sulte, saa snart de faar snøre i bunden. Det kan derfor ikke fornndre, at de i naar søger fra det indre af det nordlige Finland nordover til Ishavets kyster. Det indre af Nordfinland har grunde, fiskefattige indsjøer, frostlændte marker, er tyndt befolket, har daarlige veie, og befolkningen har, som udførlig omtalt, ved hyppige misvækstaar ofte været udsat for hnngersnød. Norske reisende, der fra Finmarken om vinteren drog til udlandet over Enare og Nordfinland, har oftere berettet om be- folkningens nød, og hvorledes de har været nødt til at livnære sig ved at koge suppe paa furnbark, der har været tilsat med et par næver mel og nogle fedtklnmper. Den kvænske indvandring til Vestfinmarken begyndte over Koutokeino og Alten og til Karasjok, senere til Østfinmarken over Sydvaranger, hvorfra strømmen fornemmelig gik til Vadsø; til Tromsø amt fornemmelig gjennem Lyngen. Kvænernes efterkommere i Alten har efterhaanden antaget norsk klædedragt og har tildels tilegnet sig det norske sprog. I Karasjok er de forvandlede til elvefinner baade i sprog og i dragt og er ved folketællingerne stadig betragtede som saadanne; i Porsanger har de derimod bevaret sit eget sprog, men anlagt en klædedragt, som væsentlig er den finske. I l850–187O voksede indstrømningen fra Finland stærkt og tog mest veien til Østfinmarken, mindre til Alten og Kaafjord. Det var for-
