FINSK sPRoG. 425 om det end ikke altid lykkes ham ved indgiftning i. nogen af disse at fornorske hustru og børn. -Saa længe de fastboende finner ikke er blevet mere kyndige i norsk, vil de praktisk talt ikke blive delagtige i vort samfunds goder eller naa en høiere kultur. De vil vedblive at være en art paria inden vort folk, til skade for dem selv og til liden ære for vort land. At forsøge at hæve finnerne som finner til et kulturfolk ved siden af nordmændene er neppe muligt; finnerne maa blive kyndige i norsk, hvis de ikke skal sygne hen i aan- delig og materiel usseldom. Det finske sprog er ikke rigt, naar undtages alt, hvad der vedkommer nomadelivet og renskjøtselen. Paa et lidet sprog- omraade er der mange og store dialektforskjelligheder. Endog i samme præstegjeld kan der være flere dialekter, og de nordligst og sydligst boende finner i vort land forstaar ikke hinanden, som før berørt. De russiske finner, særlig mændene, taler baade russisk og finsk og føler sig mere som ét med det russiske folk end de norske finner med nordmændene. Endog skoltefinnerne ved Pas- vikelven taler ogsaa russisk. Finnerne i Enare og Enontekis i Finland taler alle kvænsk, og fiunernei Jemtland og Åsele Lapp- mark i Sverige taler alle svensk ved siden af finsk. Til begyndelsen af det 18de aarhundrede blev der gjort lidet for finnerne i Finmarken. Gudstjenesten holdtes paa norsk eller dansk, og “den smule undervisning, som gaves, meddeltes paa norsk. Derved at finnerne søgte norsk gudstjeneste, deltogi daab og altergang sammen med nordmænd o. s. v., lærte de lidt norsk; men der gjordes intet for deres aandelige udvikling. I 1707 lod styrelsen foretage en undersøgelse i de nordlige dele af landet, og samme aar udkom et reskript, ifølge hvilket der skulde drages omsorg for, at finnerne fik præster, som præ- kede paa flnsk, og at der blev indrettet skole til uddannelse af finske lærere. Dette blev senere efterhaanden gjenemført ved Th. v. W’estens arbeide. Præster og missionærer prækede for fin- nerne udelukkende paa deres eget sprog, «Seminarium lapponi- cum» oprettedes i Trondhjem, og der var ingen tanke om at lære dem norsk. Omendskjønt iveren for arbeidet blandt finnerne kjølnedes efter v. Westens død, prækedes der i kirken paa finsk indtil over midten af det 18de aarhundrede- I 1774 blev paa foranledning af biskopen i Trondhjem ved reskript af 8dje november 1774 «Seminarium lapponicum» ned- lagt, og samtidig blev det paabudt, at det norske sprog skulde indføres blandt finnerne De unge skulde tilholdes at lære sin kristendomskundskab paa norsk.
