SAGN. 369 ledte efter indbyggerne Da gjøede en hund, som præstefruen havde taget med sig i hulen, og derved opdagedes flygtningerne, som alle blev dræbte. I lang tid laa deres ben i bergkløfteu, som har faaet navnet Dødmandsriften. Af hundeæt. Et par steder finder man den forestilling, at finnerne skulde være af hundeæt. Saaledes heder det i «En liden undervisning om Finmarken», forfattet mellem 1570 og 159O: «Dett siiges well aff mange (:ieg will icke sige:) wanuittige mennisker, som well kand skee en partt icke andet throer, end att Finderne skulde werre kommen och afflede aff et vnderlig slegt, som de meener af hunndeslegt, och will ieg tro att de haffuer den thancke der aff, att de hører deris maall och snack, er møgit glumsk (larmende) och lader møget vnderligt, thi ingenn kand det rett skriffue eller lere. Sammeledis naar de skulle quede, eller de skall græde, da lader de alt ens, ligesom en himd, naar den hyler eller rober, der aff will enn partt beslutte, att de skall werre aff samme slecht, menn det kannd ingenlunde werre i nogen maade mueligt, thi de erre jo Guds gode creature skabfft aff Gud, epter hans eget billede som well siuffnis, thi saa meget som legomett er anrøren- dis, da kand ingen skille dennem fraa nogen andre christne folck, enten danske, nordske eller thydske, paa derris skabelse och form i nogenn maade.» Ogsaa Isak OL9en nævner, at finnerne delvis er opstaaet ved blanding af hunde og mennesker; andre nedstammede fra en pige og en ren, og han nævner endnu i hans tid levende finner i Fin- marken af hundeæt og renæt. I Storakers samling (i manuskript) heder det fra Nærø i Namdalen: Om finnernes oprindelse fortælles følgende: «Da Kain, Adams søn, var landflygtig, havde han omgang med en hund, og det afkom, som da opstod, blev kaldt finner.» “ Disse sagn eller disse forestillinger hænger sammen med en gammel primitiv folketro, som synes at være overmaade vidt udbredt hos forskjellige folkeracer. De fleste saakaldte naturfolk og ogsaa mange kulturfolk udleder sine ældste stamfædres her- komst fra dyr eller lader dem være afkom af dyr og mennesker. De mange vel kjendte sagn om, at stamfaderen nær-es af en ulvinde eller tispe, som f. eks. sagnet om Romulus og R.emus, er alene en afsvækkelse eller rationalisering af den oprindelige tro paa ligefrem dyreherkomst. Saaledes har eskimoiske stammer sagn om en kvinde, som havde en stor mængde børn med en hun(l. 24 – Finmarkens amt II.
