358 F1NMABKENs AMT. klædte skikkelser, nogle med ren, andre med hest, atter andre gaaende. Oppe i skolestuen er der en broget gruppe, nærmere kirken har fjeldflnnerne bundet sine rener. Snart er hver plads i kirken optaget; i bænkeraderne og oppe paa ga1leriet sidder eller staar de som sild i en tønde; hele gulvet nedefter sidder de hoved ved hoved paa den sædvanlige finnemaner, med benene i kors under sig; flere af mødrene har taget sine smaa diebørn med og opfylder sine moderlige pligter ugenert som hjemme i sin egen stue. Hele kirken er som et eneste stort pelsværklager. Der er en forsamling paa 3–400 mennesker. Læstadianernes «store» prædikanter, foruden mange «smaa» lokale, har indfundet sig for at præke. Der er ikke en eller to prækener om dagen. Der prækes omtrent ustandselig den hele dag, med enkelte smaa kaffe og spisesiestaer indimellem. Er den ene prædikant træt, fortsætter en anden. Snart tales der paa kvænsk, snart paa finsk, snart tolkes den kvænske præken paa finsk. Der tales med forkjærlighed over enkelte udvalgte stykker af den hellige skrift, saasom teksten om Nikodemus, om den barmhjertige samaritan jog de 1O jomfruer. Et lidet værelse kan ikke rumme alle disse mennesker, hvor tæt de end er sammenstuvede. Forsamlingen er i stadig bevægelse; folk kommer og gaar ustandselig, thi der er en kvælende atmosfære. Først efter 3–4 dages forløb skilles man atter for paany snart at samles i flere mindre forsamlinger paa de forskjellige steder De materielle behov tilfredsstilles tildels af den medbragte niste- skræppe, dels beværtes man med stor gjæstfrihed af de nær- boende folk. Naar det va-ares, bliver læstadianernes forsamlinger sjeldnere og om sommeren ophører de næsten aldeles. Derfor siges det at læstadianerne er troende om vinteren, men ikke om sommeren Nogle vil vide, at grunden hertil er, at der om sommeren er mangel paa kraftige kjødspiser. Mange af dem, som holder hus til møderne, bliver forarmet paa grund af al den mad, som gaar med til at bevæ1–te saa mange mennesker. “ Ogsaa i Kistrand Samler menigheden sig ved de store høi- tider i skarer om kirken. Ved Kisfrands Goakgiedde, som finnerne kalder det, er kirken i Kistrand bygget Pintseaften frembyder stranden nedenfor kirken og præstegaarden et broget skue. Der kommer baad efter baad, som trækkes paa land, indtil der kanske staar 1O0 baade side om side. Hele Kistrands befolkning, mænd, kvinder og børn kommer til kirke. Hundreder vil gaa til alters, 1O–20 vil have sine børn døbte; de, som er døde i vinterens løb, skal jordfæstes, præstens rettigheder skal betales; der er en snakken og summen, en hilsen og gjenhilsen- overalt. Alle som mødes, hilser med en halv omfavnelse og et «burist, burist» i D D
