FINNERNES 0MVENDELSE OG MISSIONEN. 331 nye bøger antoges at indeholde ny lære, og et parti vægrede sig ved at antage dem, og navnlig i det nordlige Rusland er disse starovertsier eller raskolniker, d. e. kjættere, endnu ud- bredte. De staar hele timer foran sine helgenbilleder og korser sig osv. Til denne sekt hører mange af finnerne, og Keilhau for- tæ1ler, at ved ordningen af grændsen vilde de derboende finner heller blive under Rusland af frygt for, at deres børn skulde blive forførte til at gaa over til den norske kirke.
Noget senere end russerne begyndte Svenskerne at missionere med nogen kraft blandt finnerne.
Under Gustaf Vasas regjering (1523–l560) blev der truffet flere foranstaltninger til at kristne finnerne. Allerede under hans regjering skal en kirke være blevet opført i Enontekis.
Han bestemte, at finnerne skulde døbes og undervises, og om der var udbytte af undervisningen, skulde prøves. Han be- skikkede præster, den første præst hr. Mikkel i 1559 i Torneå Lappmark, og ogsaa præsterne i nabosognene besøgte lappmarkerne, men det blev dem forbudt at reise did mere end en gang om aaret, fordi kongen var bange for, at de skulde kjøbe op, til skade for kronen, de dyreskind, som tilkom denne.
l559 klagede Gustaf Vasa over, at ikke alle finner lod sig døbe. Fra Enare berettes, at da præst først kom did for at døbe, underkastede vel mange sig, men andre tog flugten. Da disse senere spurgte sine døbte venner, om præsten havde gjort dem noget ondt, svarede de, at det værste var, at han 3 gange øste vand paa deres hoveder; hvad han ellers tog sig til, kunde de ikke forklare. At runebommerne blev brændte, bidrog til, at man frygtede for præsterne.
I den ovenfor (bind I, pag. 8) nævnte beretning om Finmarken fra aarene mellem 157O og l590 heder det om finnerne i Finmarken:
«0m deris religion och guds dyrckelse kand icke mange aff sige, thi de haffue ingen rett Guds kundskabff, som ieg fornum- mid haffuer, almindelig till fields, men de Finder vd med søe- siden, de erre well meste parten christnedt, dog de wiide lidet huor dett er gott forre, men de som er en xl eller l aar gammel, de erre icke christned, och inthet de achter dett att werre, enthen ondt eller gott, och nogen faae kand well lere deris catechismus lerdom, dog de viide icke huor till den duer, dog epter deris thro och bekienndelse tilstedis de till sacramentet, dog de wiide icke, huor till dett er gaffnlig, vden alleniste meene, att naar de gaar saa til sacramentet, da skall de haffue dis større lycke till flskerie och vegskop. 0ch huor hand kommer paa flelden och Weger och faar noget diur, rinn eller andet, da giør hand sig straxs en gud aff en stor steen eller thræ, huor hand det flnder, nest hos der som hand felder diurett, och der offrer hand till
