26O FINMARKENS AMT. hunden ikke engang undtaget, fik ikke betræde disse hellige fjelde eller de hellige steder, hvor gudebilledet stod. Finnerne lagede sig gudebilleder baade af træ og af sten, men de var vel egentlig stentilbedere. Sieiddebillederne af træ benævntes muorraýubm-el (trægud). Disse stilledes helst paa en vakker, græsrig plet, hvor man drev fiske eller anden fangst; men ogsaa i skogene, hvor man boede eller færdedes. En sten, som tilbedes, kaldtes gædge-ibmel eller jubmel eller sten- gud, og den ansaaes for at være høiere og mægtigere end muorra- jubmel og holdtes derfor helligere. Stor omsorg drog finnerne for enkelte stene, som var tildannet af rindende vand, eller paa hvilke naturen ellers havde dannet forunderlige former. Særlig pris satte de paa stene, hvis form nogenlunde lignede det menneske- lige legeme Saaledes f. eks. ofrede forbifarende til en hvid flek, der lignede et menneske med hovedet ned og benene op, der findes i et fjeld ved Porsangerfjorden. Stenguder i menneskeform kaldtes gædge-olmu.§ (stenmen- neske) til adskillelse fra andre hellige stene, som benævntes basse- gædge (hellig sten), skjønt ogsaa stenguderne gaar ind under den almindelige benævnelse sieidde. Selve stenen eller billedet i og for sig kunde ikke udrette noget, men kun den guddom, som boede i stenen. Træguderne indviedes ligesom stenguderne. Idolen smurtes eller overstrøges med rensdyrblod og fedt af en bjørn, bæver eller andet dyr, som guden sendte til finnens fæ1de. Inden denne smurning fandt sted, ansaaes den ikke for værd at tilbedes; efter smurningen og indvielsen var idolen ibmel (gud), som kan sees af følgende inaugurationsord: Vuiddu, vuiddu passe sieidde Pora taikke ik pora, Læge tadded mu ibmelam. Smøres. sme1–os min hellige si(1idde, spis eller spis ikkc, vær ligefuldt min gud. Til saadan smurning benyttede sjøfinnerne tran. Forat guden skulde vedblivende være gavmild, fordrede han ofre og dyrkelse. Smurningerne maatte derfor gjentages fra tid til anden. Jo oftere det skede, og jo mere rundhaandet man var med fedtet, desto naadigere var guden, des større og rigere blev hans gaver, hvis man ogsaa forstod at dyrke ham paa rette maade; herom kunde man faa veiledning af runebommen, denne finnernes uvurderlige raadgiver i alle anliggender. Stene, heder det i (2()igstads og Sandbergs eventyr, dyrkede de paa den ma-ade, at den, som drog ud paa fangst, først gik til stenen, kyssede den tre gange og sagde, hvis det gjaldt fiskeri:
