Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/246

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

FINNERNES GUDELERE. 237 barnet og siger: Loila eller Heya, eller hvad navn Mubenaimo har befalet at kalde det med, jeg døber dig fra Gud til afgud, fra Jemmel til Mubenaimo, og det i navn Horagalles, Varalden olmai og Bieggagalles. Idet hun nævner disse vederstyggelige af- guders navne, øser hun, ligesom det sker i den kristne daab, tre gange vand paa barnets hoved. Derpaa bliver da fire ofringer forrettet for denne barnets nye daab af barnets fader, efterat han har iført sig den brugelige offerklædning. Derefter følger straks barnets forbedring og fuld- komne helbredelse. Det navn, barnet har faaet i satans daab, bruges altid af forældrene og andre finner. Dette navn kaldes guttens eller pigens udenemo, andet navn. De nævner ham aldrig uden i bufolks paahør, og naar de er nødt til at tale norsk, med det navn, han har faaet i den kristne daab. Er dette ikke egentlig at ofre sine børn til Moloch, spørger magister RanduljZ J. Kildal fortæller om finnernes omdøbelse: «Naar enten en noaide ved runen eller en anden afgudisk fine drømme faar vide, at et sygt barn har sygdommen ved præstens daab og fra det navn, som præsten har lagt paa det, da omdøber en afgudisk fin det saa1edes: han lægger nemo skiello (navnring) i vand, øser saa af vandet, som nemo skiello ligger i, paa barnet og siger: jeg langer dig i navn Maylmen Radiens (Kiorva Radiens eller en andens), og du skal have det navn N. (et gement og brugbart navn), og med det navn skal du have god helse. (Denne nemo skiello skal barnet siden altid bære paa sig). Og om barnet er et drenge- barn, faar det undertiden nemo guli (navnfisk), hvilket hjælper til, at det med tiden kan blive en stor noai(le, og da gaar Hemo guli synlig for noaiden over elve og kjærn, hvor der er vanskeligt for ham at komme frem.» Om brugen af alterens sakramente af finnerne oplyser Randulf videre, at den samme frygt, som driver finnen til at lade sit barn døbe, driver ham selv til at gaa til Guds bord. Finnen bereder sig til dette paa følgende maade: –Først spørger han runebommen, om præsten vil antage ham og hans til alterens sakramente. Kommer ringen til at staa paa kirken, som er af- tegnet under ris-t palChes (de kristnes vei), er det sikkert tegn paa, at han bliver antaget; kommer ringen andetsteds hen, bliver han hjemme, da han deraf ser, at han ikke bliver akcepteret. Men her lyver satan tidt for ham; thi det er tidt skeet, at ringen er gaaet til kirken paa runebommen, men finnen er dog bleven bort- vist, fordi han af præsten er funden vankundig. Dette var, be- retter Randul.f, for ikke længe siden hændt i en brav præsts me- nighed, hvor en fin med sin kone kom for at gjøres delagtig i