ANTHP.oPo1.oG1. 11 Af samtlige 112 fremmødte finner var i de tre nordlige am- t1er 30 u11dermaals eller 26.8 pct. lavere end l59 cm. Vilde man bedre nyttiggjøre sig finnernes tjenstdygtighed, maatte man for dem sænke det for linjen lovbefalede høi(lemaal fra l59 cm. til 157 cm. som lavmaal. Finnerne synes imidlertid at være svagt udviklede baade i aandelig og legemlig henseende og for tiden lidet dygtige til at afgive nogen betragtelig kontingent til rigets forsvar. Forholdsvis hyppig er Subluxation af stortæerne, som navn- lig paatræffes blandt finner og kvæner i Finmarken. Stortaaen ligger da ofte under de nærmeste sidetæer og bøiet i en mere eller mindre ret vinkel. Nordmændene er de to andre raeer overlegne, saavel i legen1– lig udvikling som i dygtighed til militærtjenesten. Det synes i det hele taget, som om nordmændene her nord – det vil sige i Nordland og Tromsø amt –- besidder alle den germanske races bedste egenskaber: stor og stærk benbygning, kraftig muskulatur, veldannede hænder og fødder og skarpt udviklede sanseorganer: ogsaa i aande1ig henseende synes den norske befolkning at være høit begavet; derom vidner deres kloge, gløgge blik og hurtige opfatningsevne. Det virker overmaade deprin1erende, naar man paa reisen nordover ser disse store, kraftige mandskaber efter- haanden forsvinde, og sessionslokalerne i deres sted fyldes med finner og kvæner, hvoraf navnlig de første gjør et overmaade usympatisk indtryk ved sit uskjønne og fremmedartede udseende. Saavel finner som kvæner frembyder i sit udseende saa karak- teristiske raceeiendommeligheder, at man ikke har over-været mange sessioner, før man straks ser, hvilken race det fremmødte mandskab tilhører. Kvænerne er gjennemgaaende slanke og vel- byggede med liden, gracil benbygning, smekker, men kraftig musku1atur, med udpræget smukke hænder og fødder og et raskt udseende og VæSe11; men man savner hos dem det kraftige, man- dige træk, som i saa høi grad udmærker nordmændene og med én gang stempler dem som den herskende race. Fjeldfinnerne i Polmak, Karasjok og Koutokeino er mere høivoks11e og velskabte end de ude i fjordene boende sjøfinner, og de er navnlig i be- siddelse af en ganske god, naturlig legemsholdning. Har man undersøgt en række sjøfinner, og der saa pludselig fremstiller sig en nordmand til bedømmelse, trækker man uvilkaarlig et lettel- sens suk og føler et velvære ved synet af en virkelig ma11d. Medens nordmændene tilhører en lys type med blaa øine og blondt haar i forskjellige nuaneer, er der blandt finnerne for- holdsvis mange af en særegen mørk type med sort haar og mel- lemb1–une øine, med en eiendommelig stærk refleks. Kvænerne synes i almindelighed at tilhøre den lyse type.
