SKOG OG MYRER. 467 I Koutokeino og Tanen er furuskogen gaaet over til birk alle- rede i ældre tider; nu foregaar overgangen tildels i Porsanger og i A1ten. Paa to maader ødelægger renen furuens gjenvækst. Den knækker og traakker ned spæde planter, naar den paa furumo sparker op sne for at naa den frosne mose, – derhos anretter den skade under hudskiftningen paa hornene, da den feier af bark og kvist paa de større, mandshøie planter. Ovenfor Skoganvarre er der store furumoer paa vestsiden af elven; gjenvækst‘en her er ringe. Finnerne har i aarrækker truk- ket derover med ren, og nu staar hvide, tørre stammer igjen; her vil vistnok birken erstatte furuen. I Alten er der flere steder mærker efter renen ifuruskog. Under markedeme i Bossekop, i december og marts, kommer hundredevis af ren fra Karasjok og Koutokeino og fra Finland i svære raider med læs. Nær markedspladsen slipper finnerne renerne løs i nærmeste furumo, hvor de livnærer sig af den fattige mose, som sammen med lyng og ris dækker grunden mellem træerne. Gjenvæksten gaar da med. Længer op i Altendalen, omkring Jøraholmen og paa Solf- kelma, gjør renen skade i furuskogen. Finnerne har for skik her paa veien til og fra markedet at stoppe og gjøre ild op i furuskogen, medens renen bindes i smaafuruen eller slippes løs i skogen. Dette har sat kjendelige spor, specielt paa Sokkelma. En stor del af den ren, som beiter her, tilhører markedssøgende finlændere, som slipper ren i Statens fu.ruskoge til skade for disse. Ogsaa birkeskogene lider under finnernes vandring. Den skade, som tamrenen foraarsager paa skogene, staar tildels i forbindelse med renens overgang fra den helt vilde, til den tæmmede til- stand og med den indflydelse, som renens kastration har paa homdannelsen. 0veralt i Finmarken, hvor finnerne har havt sine flytveie, eller hvor de i længere tid har havt tilhold, er der afsnauede birkelier med meterhøie gjenstaaende stubber. Tamrenen anretter skadei furuskogen med hornene, en skade, som gaar ud over skogens gjenvækst, der her allerede i og for sig er sparsom nok. Det klør i hornene under hudskiftningen, naar den sætter nye horn, og til kløpinder søger den de ranke, men myge smaafuruer fra mandshøide og derunder. Alle de arter, som hører til hjortefamilien, fælder hver vaar homene, hvilke i løbet af 4 maaneder atter vokser ud til fuld størrelse; dette er ogsaa tilfældet med renen. Den skiller sig fra elgen og hjorten derved, at hundyrene hos de sidste er hornløse (koller), hundyret hos renen (simlen) har derimod horn. Disse er dog mindre end hos handyrene. Enkelte blandt renerne fore- kommende sterile hundyr nærmer sig dog baade med hensyn til kropsstørrelse og horndannelse til okserenen.
