BEBYGNxNG. 413 at man kan komme ud paa sjøen i nogle timer, vil man i regelen kunne trække rigelig fisk. Værre er det for kvæget. Sultefodring er almindelig, og naar en ko om vaaren er «reisbar og gangbar», eller med andre ord kan staa paa sine ben og gaa ud af gammen, ansees den for at være velfød. Men ofte maa den om vaaren bæres ud paa marken og flyttes fra sted til sted. Den ligger da og gnaver rundt omkring sig, indtil den kommer sig saavidt, at den kan reise sig op, staa og gaa paa egne ben. I denne fællesgamme bliver om vinteren alt det haandarbeide udført, som hører til folkets daglige behov, ved hjælp af lyset fra arnestedet og en «kole» eller tranlampe, hvis bund dannes af en aflang jernskaal, der oventil er forsynet med en jernbøile og en kjede med en krog i enden, saaledes at den kan hænges paa en dertil indrettet stang inde i gammen En af officererne ved den geografiske opmaaling har skildret en finnegamme: «Paa snebare flekker i en eller anden vik stræver nogle fattige, pjuskede sauer for føden og ulden. Dette er tegn paa menneskelig tilværelse. Paa en liden grøn plet i sneen ligger en jordhaug. Det er en gamme. Kommer der røg op af haugen, er den beboet, ellers forladt. Gammens indre og ydre udstyr er simplest mulig. Til dens opførelse kræves en gammel spade og en sløv øks, der laanes. Der, hvor gammen skal staa, skjæres torven op, og deraf laves en firkantet mur, ca. l m. tyk og 2 m. høi; derover lægges nogle krogede birkestammer, om muligt, saa at de danner et møne. Et lag med næver og et solid lag af torv danner resten af taget - nogle store stene hist og her pa-a torven maa ikke forglemmes, ellers kommer snart stormen og tager det. Dens indretning er simpel. Et gammelt kasselaag, fundet i fjæren, tjener som dør, undertiden med en jordgang foran; nogle stene midt paa jord- gulvet er ildsted, et hul i taget med et spjeld er skorsten og vindu, nogle renskind i en krog er senge. Nu er huset færdigt til at modtage hele familien samt alle familiens husdyr. I Fin- marken lever de alle endnu sammen i de gammer, som kaldes fælles- gammer. Til en saadan gamme er det dog godt at kunne søge tilflugt, naar det regner til en syndflod, og havets brusen høres nede i stranden Bølgeskvulpet kommer ikke let ud af ens øren, naar man omtrent en hel maaned har ligget veirfast i en skindpose bag i en otriug. De birkekvister, der i gammen tjener til under- dyne for rensdyrskindet, føles næsten bløde. Her er lunt og tørt og varmt, og man sover i ro saa længe, indtil ens nabo, et lam eller en gjetebuk, stikker sin vaade sunde Op i ens ansigt eller bræger et «bæ-æ-æ» ind i ens øre, eller
