F.1E1)B1FT. 365 Mange egne ligger saa afsides til, at de ikke kan forsende melk, men de andre landmandsprodukter kan afsættes. Flere fiskevær ligger helt ude ved det aabne hav med et haardt klima og med et tyndt, stenet muldlag, bevokset med lyng og mose. For husdyrstel er disse steder lidet skikkede. Fædriften afgiver, saadan som den er, et betydeligt bidrag til befolkningens underhold. Vistnok er det faa af amtets ind- vaanere, der udelukkende ernærer sig ved fædrift og jordbrug. Selv i de indre fjorddistrikter og fjeldherreder er der andre erhvervskilder ved siden af, skogdrift, fiskeri o. lign. Dog kan fædriften her siges at være hovednæringsveien. Men ogsaa ude ved kysten giver afkastningen af kreaturerne et ikke uvæsentligt tilskud til beboernes indtægter. I den officielle statistik efter tællingen i 1900 er af den i amtets landdistrikter bosatte befolkning over l5 aar, ialt 16704 personer, 785 angivet at være jordbrugere, og ialt sysselsat med jordbrug 2235 personer. I disse tabeller opgives imidlertid kun antallet af de per- soner, for hvilke jordbruget er bleven anseet som deres hoved- næringsvei; de som driver jordbrug ved siden af fiskeri som hovednæringsvei, er selvsagt flere. Jordbruget er saaledes i virke- ligheden af større betydning, end man skulde formode efter op- gaverne paa antallet af dem, for hvem det er hovednæring. Som jordbruget nu drives i Finmarken, anvendes lidet ar- beide paa at øge græsvæksten; med møie samles det nødvendige vinterfoder fra enge og udslaatter, der tildels er overgroede med krat. Naar byerne undtages, er der kun faa familier, der ikke holder kreaturer. Der gjøres lidet eller intet for, at en slaattemark skal blive jevn og slet. At marken pløies op og saaes til med græsfrø, er ren undtagelse. Man slaar det hø, som ofte frodigt nok vokser inde i skogen, eller hugger træerne ned og lader temmelig store stubber staa igjen midt i engene. At der graves grøfter, er en sjeldenhed. ’ Det er ikke ukjendt, at der ved husene ligger bange af mere eller mindre formuldet gjødsel, som man ikke uleiliger sig med at sprede over engen, medens denne af mangel paa gjødsel giver ringe avling. Naar jord lægges til eng, maa den som oftest græs- binde sig selv, den bærer da første aar kun ukrudsplanter, som stellaria, præstekraver o. fl. Senere kommer græs, aira Cæspi- tosa, poa og andre. Et forstandigt jordbrug i Finmarken maa anlægges paa en anden maade end i de sydligere landsdele. Noget “sædskifte med flere kulturplanter kan ikke drives. Avlen er indskrænket
