senere omtalt; om hvilken ekspedition. der er en vidtløftig og værdifuld beretning.
Nogle sagn eller beretninger, der knytter sig til Ludvig Filips navn, omtales i denne beretning:
«Da Louise Philippe reiste til Nordkap, tilbragte han en nat hos præsten i Maasø, en anden hos en fisker paa Stappene. Hans reise i Norden er allerede gaaet over til at blive et sagn. Fiskerne fortæller hverandre det, fædrene gjentager det for sine børn; og de naive fortællere af denne kongelige Odyssee har ikke kunnet nøie sig med virkeligheden; de har forstørret og udpyntet efter sin indbildningskraft. Man fortæller saaledes, at der en gang kom fra egnene i syd, disse mærkværdige egne, hvor træerne bærer guldæbler, en mægtig prins, der ligesom i eventyrene skjulte sin høie rang og stilling under en simpel dragt af norsk vadmel. I førstningen tog man ham for en nysgjerrig studerende, som søgte at skaffe sig besked ved at gjennemreise landet, eller for en kjøbmand, som vilde lære fisket i Lofoten nærmere at kjende; saa meget hellere, som han var venlig, honnet og langt fra vanskelig at betjene. Men snart erkjendte man, at det var en person af rang, thi han havde med sig en reisefælle (greven af Montjoye), som aldrig talte til ham uden at blotte sit hoved, og som laa paa gulvet, medens prinsen laa i en seng. En fiskerkone, hos hvem de to reisende havde tilbragt natten, kom ind i deres kammer, medens de klædte sig paa, og hun saa, at under sin tykke vadmelsdragt havde prinsen en kostbar klædning, ganske bedækket med kors og stjerner i diamanter.»
Hos handelsmanden i Havøsund staar paa en sokkel en broncebuste i henved dobbelt legemsstørrelse af Ludvig Filip. Som flygtning i Finmarken boede han i dette hus, som dengang stod paa Maasø. Da han senere var bleven fransk konge, ankrede en dag to franske krigsskibe paa havnen, og under kanonernes torden bragtes kongens buste iland som en tak for udvist gjæstfrihed i de onde aar. Huset er senere flyttet til Havøsund, og busten følger ifølge kongens bestemmelse dette.
Om Ludvig Filips ophold i Trondhjem fortælles der i beretningen om ekspeditionen i 1838 («Voyage» etc. I, pag. 110):
øl denne samme Munkegade, hvor gammel og ny historie saaledes mødes ansigt til ansigt — domkirken og Munkholmen —, ser man tilhøire, naar man gaar opover mod domkirken, et enetages træhus, gulmalet, kjendeligt blandt alle de andre ved sin simple bygningsmaade: det var tidligere Trondhjems eneste hotel. Den brave gamle dame, som grundlagde det for et halvt hundrede aar siden og endnu besidder det, mindes ikke uden en vis stolthed det held, som har fulgt det i
2 — Finmarkens amt.
