AARSTIDERNE OG VEIRLIGE’I’. I83 Hvilket opholdssted! Den fremmede rives allerede i det første aar bort af skjørbug, og er han ung, stærk og forsigtig og holder ud i dette klima, som virker som en pest, saa har han dog i løbet af faa aar for altid ødelagt sin helbred, selvom han da vender tilbage til sydlige egne eller til fjordene. En mand med talent gaar til grunde i denne trængsel. Og dog bor her præsten, som jo altid i sit embede har brug for mod og kraft. Og alligevel har man seet disse præster blive her seks, otte og tolv aar i embede, til skjørbug og fortvilelse lægger dem i graven! Det er et bosted kun for fiskere og for russer! Aanden kvæles under denne taage. Sender man da præster og embedsmænd til de pontinske sumpe? Eller har portugisernes samvittighed tilladt deres landsmænd at blive mere end et aar paa St. Thomas uden afløsning? Paa Kjelvik døde nylig præsten af skjørbug; der kom en anden; efter nogle ugers forløb var heller ikke han mere til; man sendte den tredje; nogle maaneder senere fulgte han den forrige. Da blev endelig præstens bolig af den haarde nødven- dighed forlagt til Kistrand i Porsanger. Der skinner igjen solen, der var birkekrat og blomster, og der var det igjen muligt at berge sig mod den skjørbugbringende vinter. Kjelviks menighed har intet lidt ved dette; præsten kommer let ud fjorden til dem og kan nu ofre dem sin tid og sit ar- beide uden samtidig nødvendigvis at ofre sin helse. Venter man paa en erfaring som den fra Kjelvik ogsaa paa Maasø og paa Loppen, før man ogsaa flytter disse præstesæder? Men man skulde se over præstelisten; hvor mange gik derfra med brudt helbred og hvormange med tabet af sin kraft og med det tab af livs- mod, som frembringes derved, at man altid forgjæves venter paa afløsning fra denne forvisning. Man søge oplysning om den skrækkelige historie med den forrige præst i Loppen, og da søge han at lette sin samvittighed, som sender præster op til disse øde øer og ikke efter aars frist befordrer dem til bedre steder.» Denne skildring fra 1807 er mørk, og det maa erindres, at det er en udlænding, som paa hin tid skriver om Maasø. Damp- skibene, telegraf og den hyppige postgang har jo mildnet i høi grad hine præsters kaar og indflytternes i det hele. Men endnu er det saa, at Statens tjenestemænd dernord i regelen ikke liker sig i Finmarken og længes sydover. Heldigst stillet er selvfølgelig de, som har mest arbeide. Ensomheden er stor, og hos saa mange me1der søvnløsheden og nervøsiteten sig snart Der gives nok undtagelser. En præst eller læge, bortgjemt i en finmarksfjord, føler sig som en fremmed; lidet har indilytteren fælles med den, der er opvokset i egnen.
