er dygtige sjøfolk, som bruger skindbaade, der taaler alslags veir: med disse baade angriber de fremmede skibe og sænker dem. b viser to store havuhyrer, det ene med forfærdelige tænder og det andet er frygteligt med horn og med flammende blik; øiets omkreds er 16 til 20 fod. c viser en hval, som har reist sig op og ødelægger et stort skib. d er en slange paa 200 fod, som ruller sig ind paa og anfalder et stort skib. e er hvalrossen, et sjøuhyre med tænder som en elefants; den sover paa klipperne og jages der. f er nogle skrækkelige havstrømme. g er den umættelige jærv, som tømmer sin mave ved at klemme den mellem træer. h er en fisker, som slaar paa isen med en hammer og bedøver fisken og fanger den. i er rensdyr, som tæmmes og holdes i hjord; spændte for vogne løber de hurtigere end de raskeste heste. k er dæmoner, som paatager sig en ham og tjener menneskene. l er en tæmmet hjord af rensdyr, som skaffer melk til husbrug. Med en stjerne er betegnet guldgruber.
C. Bogstavet a viser vilde mennesker, som angriber sjøfolk om natten, men aldrig om dagen. b er hedninger, som tilbeder som en gud en rød klud, som de har sat op paa en stage. c er kjæmpen Starkad, en svenske, som før var meget berømt i hele Europa. d er magnetøen (insula magnetis), som er 30 mil fra polen, og ovenfor hvilken det hjælpemiddel, som sjøfolkene bruger, og som kaldes kompasset, mister sine kræfter. e er en stor ørn, som har trukket skindet af en hare og gjemmer sine eg i det; ungerne klækkes ud ved rugevarmen. f er den store hvide sjø, i hvilken der er utallige fiske og fugle af forskjellig slags. g viser bryllupsskikkene hos hedningerne; de slaar ild med en flintesten over hovederne paa dem, som gifter sig. h er tuskhandel uden penge. i er kamp mellem to konger; den ene, som har rensdyr og folk paa ski med buer, overvinder den anden, som kjæmper til hest. k er rensdyr, som trækker en vogn eller slæde over sne og is. l er fangst af sælhunde paa isflag og en utrolig mængde laks og gjedde. m er maar, zobel og hermelin og en mængde bæver. n er moskovitiske kjøbmænd, som trækker sine baade fra sjø til sjø for at drive tuskhandel.
Paa grundlag af norske og svenske biskopers meddelelser havde i 1532 Jacobus Ziegler (død i Wien 1549) udarbeidet et nyt kart med beregninger af bredde og længde, saa at Norge og Sverige paa hans kart fik den rigtige længderetning i nord og syd.
Kort efter (1539) fulgte Olaus Magnus’ kart efter egne og andre samtidige observationer. Dette kart var for sin tid mærkværdigt, og fik maaske betydning derved, at det gav et rigtigere begreb om Ishavet.
I det 15de og i begyndelsen af det 16de aarhundrede nærede man nemlig endnu den forestilling, at Grønland var landfast med
