144 F1N1uAm(ENs rim-. botner og botnfjorde, som er typiske nok, saaledes som den før beskrevne bot11fjord Finkongkjei1en; men de skarpe egge paa ryggene i gneislandet som paa Stjernø synes, saavidt iagttaget, at være sjeldne. St1’a1IdIi1üe1’. Allerede pater Hell iagttog paa sin reise til Vardø i 1768, at en forandring havde fundet sted i havets stand. Han omtaler i 1791 i «Wienske Ephemerider», hvorledes havet havde aftaget paa Maasø. Hell ytrer om Maasø: «Paa denne ø, som før bestod af to eller snarere tre øer, ser man de tydeligste beviser paa havets sænkning eller for- mindskelse. » Ogsaa Lud1äg Filip, som kom til Maasø, lagde mærke til landets stigning i Finmarken og udtalte sig om denne til den engelske geolog MuVrC]iison efter 48 aars forløb i en samtalei 1843: «J eg stod en dag, fortalte Ludvig Fi1ip, paa strandbredden og betragtede et skib i det fjerne, da stedets gamle præst, som var med mig, sagde: «De ser ud over havet, men De lægger ikke mærke til, hvad der ligger for Deres fod.» Jeg saa ned –og opdagede, at jeg stod paa grus og skjæl noget over flodhøide. Den gamle præste- mand fortsatte da: « Medens jeg var ung, vaskede sjøen over disse skjæl; nu naar den aldrig op til dem, og vi slutter deraf, at landet stiger op.» Fra det øieblik har jeg faaet den forestilling om jorden, at den sveller ud som en ballon, der pustes op; men tilgiv mig, om min theori er dum og urimelig.» t At havet, da præsten var ung, vaskede over de skjæl, hvor- paa han stod, er neppe rigtig; thi som Leopold von BuCh omtaler, ved ikke den ældste tradition noget om, at havet har gaaet høiere op over eidet. I 1807 kom Leopold von BuCh til Maasø. Han omtaler, hvor- ledes Maasø er delt i to dele ved et smalt eid, som kun er nogle hundrede skridt langt og neppe lå fod over hav-fladen; det er paafaldende, hvorledes paa den ene side de af havet opkastede smaa muslinger og stene gaar parallelt med den runde bugt, som om bølgerne netop og kun for en kort tid havde forladt fjæren, og paa den anden side er det ligedan henimod Maasø havn. Dog ved Selv den ældste tradition ikke at berette noget om, at havet nogensinde har gaaet over dette eid, eller at det har naaet op til halvdelen af eidets høide. Husene paa Maasø vilde heller ikke have kunnet staa, hvor de staar, hvis man kunde frygte, at havet nogensinde kunde gaa saa høit. Dette er dokumenter, som forbinder de store geologiske fænomener med jordens nyere historie, men for tydelig at kunne tolke dem, trænger vi nye erfaringsrækker. I sit arbeide «0m landjordens stigning» af 1838 omtaler
