SELJORD I–IERRED. 487 sværligt at bestige. Skorvefjeld er nøgent over den største del, men paa den nederste tæt skogbevokset. Den i nordvestlig retning fra hoveddalen gaaende Kivledal er bekjendt for sine gjuv. Søndenfor denne dal ligger IOønstødle:[jeld og x1ar(lalsaaten, den sidste ca. 1 064 m., paa grændsen mod Kviteseid. .lIanndalen gaar fra Flatdal i sydvestlig retning mod Sunds- barmvatn –- det er en skogbygd med endel tømmerdrift. Den nordvestlige del af den vest for Seljordvas- dragets dalføre liggende strækning har talrige fjeld, der ikke optræder med nogen regelmæssighed, men som mægtige knuder, skogbare, “me(l høider paa 940 til l 25O meter og maaske høiere; der er ofte brat fald mod dalens og fjeld- vandene. Dette er Seljords vildeste fjeldstrækning, men der er ikke egentlige snefje1de. Fremtrædende toppe her er: Hu-9(fleld, Skorij)eld, Lijjeld, Svinej)eld og Bos1zut (1440 m.), begge de sidste paa grændsen mod Rauland, samt GrasI)eld paa grændsen mod Tinn; sidstnævnte fjeldtop er 2lIaanelibrottets syd- vestlige fortsættelse. Dalfører og skar i denne del af herredet er: Valaaens skar-, der søndenfor Aamotsdal kirke forlader ho- veddalen og i vestlig retning Søndenom Rustfjeldet trænger frem til Gevarvatn, udvider sig om dette vand, bøier fra sammes vestre ende nordover og da1mer grændsen mod Rauland, indtil det taber sig om Homvatn. Skaret danner ved hoveddalen det trange, stei1e og vilde Valejuv, det har fornemmelig om Gjevar- vatn en ikke ubety(lelig sæterbebygning. “ Aamotsdalens vestligste si(ledal gaar fra Vallop gaard nord for kirken vestover fra Aamotsdal ind mellem Rust- og Skorifjeldene, bøier vestenom disse sidste nordover og taber sig søndenfor det paa grændsen mod Rauland liggende Svinefjeld. Dette dalføre er trangt, steilt og vildt, men er ikke desto- mindre adskillig bebygget baade med gaarde og sætre. Fra Aamotsda1ens østre forgrening, Bjaaelvens dalføre eller den egentlige Aamotsdal gaar Veising- elvens skar i nor(lvestlig retning søn(lenom Lifjeldet til det paa Raulands grændse liggende Veisingvatn. Dette skar er ogsaa trangt, steilt og vildt. Seljordvasdragets dalføre bærer paa Sin vei gennem herredet mod nordvest forskjellige navne. Under navn af Eriksteinelvens (l(lZ.føI’6 kommer det ind fra Bø, udvider sig straks omkring Seljordvatn, kniber sig fra dettes nordende igjen sammen og kaldes Vallerel1;–ens daljøre; der-
