Hopp til innhold

Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/97

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


1 v 90 IX. KRISTIERNS KIRKEPOLITIK. ~ STRID OM ERKESTOLEN I NIDAROS. —N1ARINUS DE FREGENO. f KONGENS OG DRONNINGENS ROMERREISE Nerede under forhandlingerne om de kongelige haandfæstninger i Danmark og Norge havde Kristiern lagt for dagen, at han ikke var villig til at give slip paa kongedømmets mulige rettigheder over kirken. Erkebiskop Aslak havde derfor ikke hos ham fundet der villige øre for de kirkelige krav, som han fandt hos hans svenske medbeiler til Norges krone (se s. 76). Hans erfaringer med Aslak og enkelte andre norske prælater havde ogsaa aabnet Kristierns øine for, hvor vigtig det var for hans fremtidige besiddelse af Norge at have bisperne paa sin side, Det er derfor ikke underligt, at han under kroningsmødet 1 Trondhjem 1450 kom til at blande sig op i besættelsen af erkestolen, som kort i forveien var blevet ledig ved erkebiskop Aslaks død. Nidaros kapitel havde ved kongens ankomst allerede giort brug af sin kanoniske valgret og til Aslaks eftermand valgt magister OLAV Taortussotv, en norsk adelsmand, som havde studeret i Rostock og taget magistergraden i Greifswald. Om dette valg blev der straks strid mellem kongen og kapitlet, som i Kristiems øine var en sterkt kompromitterer korporation. Det havde io hyldet Karl, som ogsaa A havde knyttet det til sig ved et omhyggelig affattet vernebrev (24. november 1449). Dets dekan, Sven Eriksson, var en løs karakter, som først havde sluttet sig til Baahusforbundet, derefter iMarstrand hyldet Kristiern, men saa atter hilset Karl velkommen til Trondhjem og ved at hylde denne brudt sin ed til Kristiern. Der er forklarligt, at Kristiern saa med mistankens skjærpede blik paa den mand, som kapitlet havde valgt til Aslaks eftermand, og at han var stemt for at faa erkestolen besat med en anden prælat, som han kunde have mere ttnta {ti ‘ ' ““ ' ` " ' ' Og Kristiern var for tiden saa heldig, at han blandt sine for- troligste raadgivere havde en mand, som baade han selv ansaa særlig skikket for denne høie stilling, og som ogsaa selv brændte af be- gjærlighed efter at opnaa den. Det var den tyske eventyrer MAR- CELLUS, som den 15. april 1448 af paven var udnævnt til biskop t Skaalholt, derefter bispeviet og den l. juni s. a. forfremmet til pave- lig nuntius og generalkollektor (pengeindsamler) i Danmark, Norge og Sverige. Han blev i den anledning udstyret med udstrakte fuld-