64 KRISTIERN OG KARL KNUTSSON VIELGES TIL KONGER I NORGE
Kristiern, men ogsaa de øvrige maa have hyldet ham og svoret
ham troskab.
Hvordan erkebiskopens stemning har været overfor danskepartiets
hovedmænd, biskop Jens og Hartvig Krummedike, har vi heldigvis
god rede paa. Den 21. mars 1449, medens biskop Jens var paa
sendefaard til Danmark, afsætter erkebiskopen den nye sogneprest i
Gjerpen, som Oslobispen har udnævnt, fordi han ikke er indenlands,
men bare vil nyde kirkens indtægter uden at bekymre sig om dens
tjeneste. Og hvad værre er, erkebiskopen har erfaret, at den nye prest
- Torkel Jonsson er hans navn » har et daarlig rygte, og at han har
givet sig af med det, som er uærlig, medens kirkelovene kræver, at
de kirkelige værdigheder skal være stængt for ,,vanfrægdum mon-
num“ (mænd med daarligt rygte). Da nu den termin (6 maaneder),
som en biskop har til at besætte et ledig presteembede, er forløben,
og kaldsretten derfor er gaaet over til erkebiskopen, ansætter denne
i forening med Oslo kapitel Oslokanniken Hannes l-lannesson i den
afsattes sted og anmelder dette til menigheden. Biskop Jens kan
ikke sees at have protesteret mod denne afgjørelse. Mere ondartet
og skjæbnesvanger! er et sammenstød mellem erkebiskopen og Hart-
vig Krummedike, som fandt sted i Korshavn paa Hvaløerne lige efter
kongevalgmødet i Marstrand. Erkebiskopens indsedte forbitrelse mod
danskepartiet slaar her ud i lys lue. Beretning om sammenstødet
er afgivet i Oslo den 6. september af ,Norges riges høvedsmand“
Sigurd Jonsson, erkepresten Sigurd Bjørnsson og vaebneren Simon
Bjørnsson som alle var øien- og ørenvidner til begivenheden. Aar-
sagen til striden var, at hr. Hartvigs tjenere under dennes fravær
paa sendefærden til Danmark havde frataget erkebiskopens tienere
nogle breve (formentlig af politisk indhold) og endel andre gjen-
stande, som hr. Hartvig Iovede at levere tilbage eller erstatte, Erke-
biskopen reiste da klage mod hr, Hartvig paa tingenes udlevering
efter en af ham opsat fortegnelse. Hr. Hartvig erklærede, at han
vilde bvzie sig for_ de tilstedeværende rigsraatlers afgjørelse. Rigs-
raaderne tog da fortegnelsen for sig for at værdsætte de røvede
gjenstande, og de tilkaldte hr. Hartvigs svende, som under eds tilbud
erklærede, at del de havde taget, ikke var halvdelen af det, som
erkebiskopen krævede erstattet. Rigsraadet afgav da sin kjendelse
om erstatningens størrelse, og hr. Hartvig erklærede sig villig til at
yde den, ,,uagtet han aldrig havde nydt en skjærv deraf“; han over-
gav til Sigurd og Simon Bjørnssønner sit guld, forat de skulde betale
erkebiskopen og samtidig forsikre denne om hr. Hartvigs venskab,
Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/71
Utseende
Denne siden er ikke korrekturlest