HANS INDRE STYRELSE, DØD OG EFTERM/ELE 57
maatte spise barkebrød; derfor kaldte svenskerne ham ,,barkekon-
gen“. Traditionen beretter, at han paa sit dødsleie pegte paa
pengekisten og sa, at skatten var opsamlet til et erobringstog mod
Liibeck, hvilket visselig er opspind.
Efter traditionen har Kristoffer været ,,en letlivet, godmodig,
liden og tyk herremand" (Erslev). I sin politik er han vaklende og
vil gierne gjøre det parti tillags, som han i øieblikket har for sig.
l det store opgjør mellem hanseaterne og Olav Nilsson i 1447 griber
han tilslut til det tvetydige sprog, som skulde stille begge parter til»
freds. men som derfor ikke tilfredsstillede nogen. Men undertiden
forstaar han dog at sætte sig i respekt ved en energisk og resolut
optræden, saaledes baade overfor Holland og England. Hvormeget
dette skyldes ham eller hans raadgivere, lader sig imidlertid ikke
afgjøre. At han har havt vel uddannede og oplyste kancelliembeds-
mænd, viser blandt andet hans brev til Henrik VI af 1443 om
islandsfarten (se s. 51).
”
Vl. STRID MELLEM SVENSKE- OG DANSKEPARTIET
I NORGE. — KRISTIERN AF OLDENBORG OG KARL
KNUTSSON VÆLGES TIL KONGER I NORGE
her kong Kristoffers død foreslog det danske rigsraad et møde
E med det svenske og norske raad i Halmstad for at vælge en
fælles konge. Men heraf blev der intet. Svenskerne valgte den 20,
juni 1448 med 63 af 71 stemmer sin tidligere rigsforstander Karl
Knutsson til konge. Hans hyldingssten paa Mora eng bærer den
talende indskrift, at han er en ,,ridder af svensk nationalitet“.
Hvilke politiske anskuelser der dengang raadede inden Sveriges
aristokrati, faar vi et begreb om ved at læse kong Karls beretning
om sit valg og kroning. Han oplyser, at clen svenske rigsforstander
Bengt Jonsson Oxenstierna kom med den bemerkning, at det var
bedst at vælge et barn til konge; thi han havde læst i mange
krøniker, at det aldrig stod bedre til i riget, end naar man havde
barn til konger og gode, vise forstandere baade for konge og rige,
Bemerkningen har vel nærmest været spøgefuld, men er ikke
destomindre betegnende for aristokratiets opfatning af kongedømmet.
Kong Karl tillod sig den sarkasme, at hr. Bengt havde unge
Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/64
Utseende
Denne siden er ikke korrekturlest