Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/54

NORGES REISNING MUD HANSEVAELDET 47 Olav Nilssons klager over kiøbmandens ,,samhold" og ,,opløb" havde fundet sin endelige avgjørelse. Stæderne var meget utilfredse med kongens optræden, og de havde det indtryk, at han igrunden havde givet sin foged ret i alle punkter. - Paa kjøbenhavnermødets sidste dag, fredagen den 7. juli, fik for- handlerne i opdrag at forlige nogle tvistigheder mellem kjøbmanden i Kjøbenhavn og Oslo og borgernei disse byer. Kjøbmandeni Oslo klagede over, at han ,ikke maatte kjøbslaa gjest med gjest, hvilket dog er mod privilegierne, som indeholder, at den tyske kjøb- mand maatte sælge sit gods til hvem han vilde". Denne artikel blev henskudt til kongens afgjørelse, ,,som dertil sagde, at den tyske kjøbmand i Oslo maatte kjøbe og sælge, dog ikke hans undersaatter til forfang eller til hinder". Da kongen senere paa aaret havde til- lyst et tysk fyrstemøde i Liibeck, som imidlertid negtede ham leide, fordi man frygtede for fiendtligheder fra hans side, fik han saadant leide af Rostock. Han benyttede sig dog ikke af det, men holdt møde i Heiligenhafen (i Holsten) med sine tyske frænder. Her indfandt rostockerne sig og fik af kongen den 22. oktober 1447 et særprivileglum, som gav dem frihed til i Oslo, Tønsberg og Viken ,,frit {at] sælge og kiøbe giest med gjest og holde og have deres egen kost og blive der om vinteren til vinterlag‘*; ligesaa til at kjøbe og sælge med bønderne og almuen i Oslo og Tønsberg og sælge deres varer med alen og lispund (detaljhandel). Hermed ophævede han med et pennestrøk en gammel hovedregel i Oslos og andre norske byers privilegier, som han selv havde stadfæstet og desuden fra nyt af indført i Danmark. At ingen norsk rigsraad var med paa det, siger sig selv; men heller ingen dansk rigsraad vides at have ansvar for dette brev. Kongen synes at have villet belønne Rostock for dets venlighed og dermed tillige bringe splittelse ind i det vendiske forbund, som han nu var kommet paa kant med. At han samtidig brød med nedarvet norsk ret og handelspolitik, synes ikke at have voldt ham nogen skrupler. Sommeren 1447 begyndte Kristoffer at kræve sundtold af preus- seme. Intet politisk motiv, men personlig hevn laa til grund for dette skridt. Kongens egen eiendom pleiede nemlig i Preussen at være fri for pundtold, men høsten l446 havde man i Danzig ved en ` feiltagelse krævet pundtold af en ladning jern, som tilhørte kongen, uden at man vidste, at den var hans. For at hevne denne for- haanelse lod kongen opkræve sundtold af preusserne, en nobel pr. skib. Høimesteren sendte i den anledning et gesandtskab til kongen,