Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/45

38 NORGES REISNING MOD HANSEVÆLDET stæderne og kjøbmanden kunde blive haandhævet i sine privilegier, rettigheter og gode gamle sedvaner. De havde med sig kopier af sine privilegier, som de bad kongen gjennemse. Kongen svarede gjennem sin hovmester (hr. Otte Nilssøn Rosenkrantz), at han gierne vilde gjennemse privilegierne, som sendebudene udleverede. Da kongen og hans raader længe havde overveiet privilegierne, lod kongen svare gjennem hovmesteren, at de maatte tage sig mere tid til at studere privilegierne; hvilket ogsaa blev indrømmet. Der- paa sagde hr. Otte, at den tyske kjøbmand vel kunde klage over mange ting, men hans herres fattige undersaatter kunde ikke klage; derfor kom de altid tilkort. Han sagde fremdeles, at stæderne skulde opsætte sine klager skriftlig, og det samme skulde ogsaa kon- gens foged (Olav Nilsson). Onsdag den 28. juni kom sendebudene og kongens raader sam- men paa domkirkegaarden, hvor klageskrifterne blev udvekslede og hr. Otte Nilsson be ærede, at hver part skriftlig skulde svare paa modpartens klageskrift. Sendebudene svarede, at de ikke var forbe- redt paa en slig skriftlig procedyre, da de ikke havde sine ,,doe- tor%“ med sig; de vilde forhandle mundtlig. Hr. Otte forebragte dette for kongen, som svarede, at han gjerne vilde høre sendebudene. Samme dag indbød hr. Otte Liibecks sendebud til et separatmøde; men de undslog sig. Fredag den 30, juni kl. 8 om morgenen kom sendebudene for kongen for at forelæse sit klageskrift og mundtlig forhandle der- om. Kongen forebragte først en klage mod Kampen. Derefter spurgte han, om sendebudene havde fuldmagt til at svare til de klager, som han havde mod stæderne. Dertil svarede von Calven, at de var kommet for at faa et gunstig svar paa det spørsmaal, om de skulde faa blive ved sine privilegier, friheder og gode gamle sedvaner, men ikke for at svare paa klager. De som havde saa- danne, fik sende sine prokuratorer til stfederne, hvor de skulde faa sin ret. Herpaa svarede Otte Nilssøn, at alle misgjerninger skulde dummes, hvor de blev begaaet. Kongen vilde dog gierne høre deres klagemaal, og de skulde da senere faa se, hvad der blev gjort med dem. Forøvrig var det kongens sedvane at han altid gav sine sende- bud fuldmagt til at afgjøre alle sager enten l mindelighet eller efter rettens forskrifter, Derpaa blev klagemaalene mod Norge oplæst. Kongen foreslog da at der skulde opntevnes en komité, bestaaende af 5 fra hver side, til at behandle denne sag. Paa kongens vegne skulde opnæv-