Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/109

102 STRID OM ERKESTOLEN 1 NIDAROS at paven der blev foragtet og den romerske stol ringeagtet; thi kongen sagde offentlig, at den romerske kurie var slig, at naar nogen kom did med 4 eller 5 dukater, kunde han opnaa hvadsomhelst han vilde.“ Kaltisen gjør dertil den spydige bemerkning, at det dog burde erindres, at hr. Mareellus var der og tilbød mange bestikkelser, men han opnaadde dog ikke sin hensigt. Bergensbiskopen Torleiv foreslog, at begge parter skulde godkjende kongen som dommer i denne sag, Marcellus svarede straks ia, men Kaltisen vilde ikke, fordi sagen var rent kirkelig og alene kunde afgjøres af paven; ,,ia ieg tilføiede, at hvis kongen blandede sig op i den med sin dom, faldt han og de, som var enig med ham, i bann". Biskop Torleiv bad da begge om at referere debatten skrihlig, hvad de ogsaa gjorde og begge aktstykker er indført i Kaltisens kopibog. Vi skal meddele det vigtigste af denne debat. Marcellus begynder saaledes: ,,l-lerligste konge! Det har be- haget Deres Majestæt, at ieg skriftlig skal redigere og kopiere, hvad ieg forhen har udtalt for Eders kongelige Høihed og Eders berømte raad angaaende Eders norske krones og den hellige Nidaros kirkes rettigheder og til bestyrkelse af den postulatio (hans egen), som efter loven enstemmig blev foretagetf Han søger først at bevise af kirkeretten, at hans postulatlon var fuldt lovlig og vilde være godkjendt af kurien, om ikke kong Karls ' breve havde kommet iveien; men disse havde kun bevirket en ud- sættelse, indtil en pavelig legat kunde faa undersøgt sagen. Dertil svarer Kaltisen, at det er let at svare paa det første spørsmaal om gyldigheden af Marcellus's postulation. ,,Thi det mod- satte er Sandt, hvilket ieg kan paavise ved at drøfte hans bevisførelse. Og særlig, naar han siger, at der udkræves kongelig samtykke, efterat valg eller postulation er foretaget; thi dette er absolut falskt; ellers vilde io hele valget afhænge af kongens vilje og ikke af kapitlets ret; hvilket er i strid med alle love, nye og gamle; og heller ikke siger kongens settargerd (concordia rigis o: Tønsbergkonkordatet), som er stadfæstet af paven (?), noget saadant, men den vil, at valget bør meddeles kongen af kapitlet før stadfaestelsen, eller om den valgte personlig vil reise efter stadfæstelse, og kongen befinder sig i hans vei, da bør han personlig præsentere sig (Tønsbergkonkordatet art. 4). Alt det andet, han anfører, befindes at være falskt.“ Dernæst gaar Marcellus over til sin hovedpaastand, at Kaltisens udnævnelse er i strid baade med den norske krones og med den norske kirkes af paveme selv bevilgede rettigheder.