28O GRØNLAND 0G VlNLAND FtN1)Bs eller aarfærden. Her trivedes spøgeri og gjengangervæsen som intet andet sted. Det skal have været skik paa Grønland, efterat kristen- dommen blev indført, at de satte en staur i brystet paa den døde indtil presten kom og heldte vievand i hullet, saa han ikke gik igjen. Mange trodde fremdeles paa æserne og havde Tors billede ud- skaaret paa stolryggene sine. Merkeligere er det, at aandeligt liv skaldskab og digtning, ogsaa kunde leve derude mellem is og sne. Et af eddakvadene kaldes „Atlemaal det grønlandske“. Det for- tæller om Atle. som indbyder Gunnar og Hogne til at gjeste sig, og svigefuldt lader dem dræbe, og om Gudrun, som hevner sine brødre. „Atlemaal“ er vel ikke mellem de ypperste eddakvad, men flere billeder viser tydelig, at det er digtet paa Grønland og gir os et billede af livet derude. l(ostbera drømmer haarde drømme, før hendes mand Hogne“og Gunnar drager afsted; hun synes hun ser en bjørn komme ind og ryste klørne. Hogne svarer, at det at hun saa en hvidbjørn, tyder paa, at veiret vil vokse og at der vil komme en storm fra øst. Dronningen hos Gjukungerne kaldes „husfru“, hun steller selv for gjesterne som en anden bondekone. Tjenestekvinder har hun ikke. Gunnar og Hogne drager afgaarde med et følge paa tre træler og ror over ljorden, saa hamler slides o aaretoller brydes. Merkeligere er et andet grønlandsk kvad (ogsaa fra det ll. aarhundrede), den saakaldte „Norderseta-draapa“,“ som fortæller om seilasen til fangstpladsene nord for bygden i Grønland og om Fornjots fæle sønner (stormene), som tog til at fyke, medens A5ges ilingsglade døtre (bølgerne) vævede og tættede den haarde sjørøg, næret af frosten fra fjeldgaren, og Lers (havets) døtre blæste mod skibet. i Dette samfund, som norrøne mænd havde grundet mellem Grøn- lands jøkler, formaadde at holde sig gjennem aarhundreder, og at leve et liv værdigt den yderste forpost for kristendom og norrøn kultur, uden at gaa tilbage - før i Norges egen forfaldstid - og stadig vedligeholdende forbindelsen med Island og med Norge, over det aabne verdenshav, som intet andet folk paa denne tid vovede at seile over. Fra Grønland gik to af de merkeligste opdagelsesfærder i den tidlige middelalder ud. Om vaaren aar l00O seilede l.eiv Eiriks- son hjem fra Norge. Paa veien tog han et skibsmandskab, som laa hjælpeløst paa et vrag, derefter fandt han Virtland det gode og kom samme aar til Grønland. Siden lik han tilnavnet den heppne eller lykkelige. Om hans færd fortælles det videre, at han 9 S
