274 0LAV TRYGGVASONS SIDSTE LEVEAAR 0G DØD falde og rodde ind under øen. Olav havde, som nævnt, 7l skibe; men bare ll skal have taget del i kampen. De andre var seilet i forveien. Danekongen og sveakongen stod paa stranden i den solklare morgen og saa skibene, som kom seilende sørfra. Hver gang de saa et stort skib komme, trodde de, at det var „Ormen lange“. Men Eirik jarl kunde oplyse dem bedre. Tilslut saa de fire skibe komme. Det sidste var et overmaade langt skib, guldprydet og med et stort dragehoved i baugen. Det var „Ormen lange“. Da Olav lik øie paa fienden lod han blæse skibene til sam- ling og tengsle dem sammen. „Ormen lange“ laa i midten med „0rmen korte“ og „Tranen“ paa hver side. Olav stod selv i løf- tingen paa sit skib. Han havde en kort, rød kjortel udenpaa bryn- jen, guldprydet hjelm og forgyldt skjold. Mange var rædde og sagde, de burde flygte. Men Olav forbød sine mænd at tænke paa flugt og talte, som Hallfrød siger, manddomsord til dem. Først lagde kong Svein med danerne mod Olav. Men nordmændene overvældede dem med skud fra sine høie skibe, saa de maatte trække sig tilbage. Bedre gik det ikke svearne, da de forsøgte. Den haardeste kamp blev, da Eirik jarl med sin jernbeslaatte „Barde“ lagde mod „Ormen“. Sagnet fortalte, at Eirik havde lovet at tage daaben, om han seirede. „Krigerne sprang med Olav til- bage over tofterne, da mændene havde lukket den modige konge inde med skeiderne,“ siger Hallfrød. I krapperummet1 stod den unge Einar Tambarskjælver (saa kaldtes han, fordi han lik bue- strengen, þǫmb, til at skjælve). Han sendte sine pile med sikker haand. To gange skjød han mod Eirik jarl. „Ikke har jeg lyst til at vente paa et tredje skud,“ sagde jarlen. Paa jarlens bud skjød en af hans bueskytter mod Einar, pilen traf buen, saa den gik isønder. „Hvad brast saa høit?“ spurte Olav. „Norges rige af din haand, konge,“ svarede Einar. „Saa farlig er vel ikke bristen,“ sagde Olav, „tag min bue og skyd.“ Einar tog buen og spændte den, men han kastede den straks fra sig med de ord: „For vek, for vek er drottens bue.““ Saa tog han Skjold og sverd og kjæmpede. En anden, hvis tapperhed ogsaa mindedes, var Olavs maag Hyrning; han lik godt ord, da han vernede gramen med sit blaasvarte sverd, siger Eirik jarls skald. Det mest udvalgte mand- skab fandtes ombord paa „Ormen“. Men tilslut blev krigerne ud- mattet og sank saarede ned af „Ormen“. Da gav Eirik jarl sine mænd bud, at de skulde entre. Første gang mislykkedes det. Men I Det andet rum i skibet foran løl’tingen.
