242 Ol.‘AV TRYGGVASONS UNGDOM stor aandelig rørelse bredte sig ved denne tid over Vesteuropa fra Cluny i Burgund, hvor abbed 0do havde reformeret Benedik- tinerordenen, skjærpet den ydre tugt og vakt nyt aandeligt liv. - Men det varede ikke længe efter kong Edgars død, før vikingernes indfald begyndte paany, de som skulde ende med hele Englands erobring af danskerne. Vi maa buske paa, at indbyggerne i størstedelen af Nord- og Mellem-England var mere nordiske (danske og norske) end en- gelske i sprog, seder og samfundsskik. Selv i et landskab som Northamptonshire, hvor nordboerne for mere end et halvt aarhun- drede siden havde mistet sin uafhængighed, mødte folket endnu i 970-aarene paa tinge som „hele hæren i I-Iampton“, ikke for at give sit minde til krig eller fred, men for at vidne ved Salg og gaver af jord. Overdragelsen sattes paa nordisk vis ikke i skrift, men fore- gik mundtlig og blev ledsaget af en række symbolske handlinger; den blev bevidnet af festarmenn („kautionister“) og kaldtes med det nordiske ord landceap (oldn. landkattp, „landkjøb“). De fleste af vid- nerne, som tilhørte de første ætter i grevskabet, bærer nordiske (under- tiden norske) navne, som Sumarlide, Styrkar, Ulv, Einkund og Grim. Rundt om i landet nord for Wætlingastræde, især i Northumber- land, sad landsherrer, som ligesom herserne i Norge var de første isin bygd. I Femborgene og de andre faste borge, som havde været midtpunkter for nordboernes magt, sad „lagmænd“, tolv i tal; de var medlemmer af lagretten og styrede i byen; deres stilling gik i arv fra far til søn. I hele dette store omraade, Danelagen som det kaldtes, gjaldt nordisk lov og ret; her regnedes i mark og øre, og mange steder lød dansk og norrønt maal. Nordboerne var sunde og livskraftige folk. Angelsakserne derimod var begyndt at degene- rere. Familielivet opløstes mere og mere, egteskaberne blev børn- løse. Intet under, at nordboerne for alvor søgte at vinde England. Paa tronen i England sad ‘ZEthelred, en mand udygtig som faa til at raade i vanskelige tider; af eftertiden kjendes han med tilnavnet „den raadløse“. I 28 aar varede denne usle konges styre. Landet hjemsøges værre og værre for hvert aar som gaar; folket synker moralsk og økonomisk saa dybt som aldrig før; først da Alfreds æt er drevet fra hans kongesæde, og en fremmed erobrer har sat sig i det, begynder landet at gjenreises. Denne tid er det, Olav Tryggvason indleder. Efter 985 begyndte vikingeflaader paany at sværme i Vesterhavene. De gjorde strandhug i Irland og paa kysterne af England og Bretland, og undertiden vovede de sig helt
