Denne siden er korrekturlest
Et Hurraraab, en Snaps, om aldrig Andet,
Kan i en Fart faae Blodet til at stige,
Og bringe Tanken til det lysblaa Rige,
Hvorfra man seer med Ørneblik paa Landet;
Men Skyen kommer dunkelgraa og vandet,
Slaaer om den Lille sine vaade Flige;
Og jevnet ud i dette Himmel-Dige,
Gaaer Geisten ned med Rusk og Regn i Sandet.
Saalidet gjælder blot og bar Extase,
Saalidet kan den værge for sin Plads,
Og aldrig fatter den sin egen Stræben;
Men hvor den bruger Pennen eller Læben,
Der jubler Mængden ved den gale Sats;
Thi den har selv et Anlæg til at rase.
