Denne siden er korrekturlest
Og naar nu Vaaren tykkes dig for gold,
Og alt er Lunkenhed hvorhen du skuer,
Og Himlen selv med Vinterskyer truer
Hvor Lysets Frøkorn lover mange Fold;
Da peger Klippens Fee mod Hedenold,
Og du seer gyldne Harper, hvasse Buer,
Og kloge Hoveder og Hjerteluer
I Bjørnebringer under Kobberskjold.
Men Norge freder end sin Kjæmpes Been,
Og bærer Skjoldets drabelige Mærke,
Der engang vogtedes af Heltesværd,
Og over Høien staaer den gamle Steen,
Hvor Sagnet svæver som en kvadfuld Lærke
Med Morgenlysning paa de dunkle Fjær.
