Denne siden er korrekturlest
— 74 —
ved i rette tid og inden del var forsent, at opta påny sit gamle og eneste rigtige standpunkt. Da nordmændene negted at behandle spørsmålet om udenrigsstyret i forbindelse med konsulatsagen,[1] leded dette med ufravigelig konsekvens Boström — tiltrods for nordmændenes grænseløse harme — til at forlange særkonsulernes subordination under den svenske udenrigsminister.» På denne måde tilstår altså uden blusel det ledende organ for den svenske aristokratiske overklasse, at Boströms optræden i 1904 var åbent brudd på aftale, eller som det udtrykker det, en tilbagevenden «til sit gamle standpunkt.»
- ↑ I den foreløbige overenskomst af 24 mars 1903 er det udtalt og af begge regjeringer anerkjendt, som en udtrykkelig betingelse for forhandlingerne, at de alene skulde gjælde ordningen af konsulatvæsenet, og at udenrigsstyret skulde holdes udenfor, som et spørgsmål der endnu ikke var modent til afgjørelse.
