udenlands, vare Personer, der allerede som smaa Børn havde mistet sine Forældre, og hvis Navne altsaa ikke efter Udreisen fik Plads i hine Protokoller. Jeg har derfor indskrænket mig til at undersøge dem og gjøre Uddrag af dem for enkelte iflæng valgte Aar med passende Mellemrum for at den periodiske Tiltagen eller Aftagen i Udvandringen kunde komme tilsyne. En og anden Oplysning har jeg ogsaa fundet i Justitsprotokollerne, thi, naar Norske vare døde ugifte i Holland og altsaa hjemmeværende Slægtninge skulde arve dem, maatte disse lade optage Vidnesbyrd til Thinge om Slægtskabet for gjennem Øvrighedens Erklæring at gjøre Kravene gjeldende i Holland. Jeg hidsætter da mine Uddrag der, om de end ikke nøiagtig vise os Udvandringens Omfang, dog i ethvert Tilfælde ville godtgjøre, at de have været meget betydelige og omfattet begge Kjøn.
I Aaret 1709 forekomme blandt Arvinger alene fra Kvaas Sogn (et Indlandsannex til Lyngdal) 6 i Holland værende Kvinder, hvoraf tre gifte, medens de tre øvrige vare Søstre fra samme Gaard; fra Aa (Hovedsognet i Lyngdal) anføres 3 bosatte Mænd og 2 gifte Kvinder, og fra Austad
