og frit kunde komme i Landet igjen uden derfor at tiltales«.[1] Som vi heraf se, var det altsaa ikke usædvanligt, at man for at unddrage sig for Straffe i Hjemmet søgte til Holland. Men endnu langt flere lokkedes vistnok af en anden Grund. Den dansk-norske Stat var i hine Dage neppe nogen meget rundelig eller solid Betaler, medens Hollænderne allerede havde begrebet den store Overlegenhed, som den altid faar, der er istand til at yde gode og contante Lønninger.
Under sin Krig med Cromwell (1652–1654) lode Generalstaterne foretage udstrakte Hvervinger paa den norske Kyst, hvilket strax vakte Englands Uvilje og Misundelse. Nogle Aar senere, da Hollænderne blandede sig i Kampen mellem Frederik den tredie og Carl Gustav og ved Wassenaer-Opdams berømte Expedition til Sundet øvede afgjørende Indflydelse paa denne, gjorde de endog et Forsøg paa at erhverve sig Besiddelser i Norge, et talende Bevis paa, hvilken Pris de satte paa Nordmændenes Deltagelse i deres Søfart. Den Landsdel, som de havde kastet Øinene paa, var Throndhjems Stift, der i Freden i Roskilde 1658 var blevet afstaaet
- ↑ Jens Munk. Navigatio Septentrionalis. 2. Udg. (Kbh. 1723. 8.) i Tillægget (J. M.s Levnetsbeskrivelse) S. 23.
