»Ved Londons Ildebrand haver Nordmanden brav varmet sig«.[1]
Denne Forbindelse ophørte imidlertid ikke med Londons Gjenopførelse, men fortsattes uafbrudt gjennem Menneskealdre og blev et væsentligt Moment i Norges paafølgende Væxt og Udvikling. Idelig færdedes nu norske Kjøbmænd i England, som, navnlig for Østlændingernes Vedkommende, ogsaa blev den Skole, hvorhen Sønnerne af de bedste Handelshuse sendtes for at tilegne sig Dygtighed i sit Fag og Dannelse i Almindelighed. Et Exempel i det Store i denne Henseende er det, at (omtrent 1760) paa engang ikke mindre end sex unge Mennesker alene af den Ankerske Familie opholdt sig i Norwich og London for at lære Sproget.[2]
I en engelsk Geistligs, Abraham de la Pryme’s, Dagbog (fra omtrent 1700) er bevaret en Erindring om denne Forfatters Sammentræf med en norsk Kjøbmand, der hidsættes som en Sjeldenhed for den Tid. »Vi traf«, siger de la Pryme,
