paa grund af veiret. Til gjengjæld fik vi ofre længere tid paa det arktiske musæum. Her er med stor kyndigihed samlet og lagt til rette en masse stof fra natur og folkeliv ved ishavets kyster. Musæets konservator og andre kyndige herrer viste studenterne om, særlig opmærksomhed vakte den lappiske samling. Af interesse var ogsaa en samling tværsnit af forskjellige træsorter i Finmarken. For den som bare jager udenom Finmarkens umilde kyst er det en utrolighed, at der inde i endel af fjordbygderne staar urskoge af undersætsige furustokker. De vokser nok ikke fort, men desto traustere. De træskiver der paa væggen saa ud som malm. En furustamme paa en halv alens tvermaal havde 431 aarringe. De laa saa tæt, at det blotte øie ikke kunde skille og tælle dem.
Byens omgivelser fandtes „altsaa“ ikke den dag. Byen selv saa vi ikke anderledes end paa veien mellem bryggen, musæet og ballokalet. Men nu havde man dog reist sig til en forestilling om, at Tromsø og Stavanger ligger ikke i nærheden af hinanden.
Der kom en afrigget, stilfærdig sjømandsfigur alene henad veien. Naar man selv har været gut i en sjøby og siddet og rigget skuder i sjømandshytterne, mens en hyggelig skraatobak la blaadis over „enderne“ fra hav og havn, saa maa man lægge ombord i en slig fyr. Det var en ikke gammel mand paa 76 aar, det stilfærdige i stemmen, det kortfattede i sætningen havde han vist havt bestandig. Naar man saa maa leve længe, miste meget, være alene, blir gangen sagte, naar der skal fortælles. Det var om sønnerne sine han fortalte. Han havde rede paa 1 levende og 1 død (skibbrud i norsk farvand). To andre sønner og sjøfolk havde han ikke hørt et ord om paa 18 aar. Den ene havde været flink til at skrive hjem, og saa med ét ikke et brev længer. De var nok „gaat med.“
