Hvad den nu 36-aarige mand har sat igang af
virksomheder, og selv dirigerer, det er en hel ramse:
Han har æren af den første landstelefon i det nordlige
Norge, et andelsmeieri for Hasseløens bønder, et
uldspinderi med to filialer andetsteds i Nordland, saapefabrik,
kaffetilsætningsfabrik, margarinfabrik, oljeklædefabrik,
inde i Ofoten et tegelværk og et kalkbrænderi, dertil
dampskibsekspedition og et gaardsbrug med 12
husmandspladse og 50 kjør. Ogsaa tilhavs er han en
foregangsmand, idet han ved anvendelse af
fiskedampskibe søger at føre fiskeriet over i større og sikrere
arbeidsbaner.
Den mands bedrift maa tilfredsstille selv en nordlændings trang til det usedvanlige, og den kan vise Nordlands bebyggende mænd, at der er flere virksomhedsfelter end det lunete hav at gi sig i kast med.
Den mand har ret til at si en lyttende ungdomsskare et par ord. Varmt og energisk talte han, om Nordland og Finmarken, om livskaarene heroppe, om opgaverne her laa og vented paa dygtige og varmhjertede mænd.
Og det burde ikke være usandsynligt, at der i mangen ung student i en saadan stund og foran en saadan mand vokser frem et spørgsmaal: Skulde jeg og kan jeg bli med her?
Gjælder det noget steds saa gjælder det her: „Her ¦er sædejord nok, bare vi havde kjærlighed nok“.
Den som heroppe skal kunne ta kampen op, bære savn og taale ofre, maa eie i stort maal denne største at alle drivkræfter.
Og da maa ungdom til, for at kunne akklimatiseres her, slaa rod og staa, og ikke, som tit sker, flygte af post naar man blir kold paa fødderne.
3
