Side:Nordland og Finmarken.djvu/120

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
118

den ogsaa ad landevei vil kunne skaffe forbindelse med Bardo- og Maalselvedalen.

Byen er en nyrydning i amerikansk maalestok, og bærer jo præg af ufærdigheden. Men der er liv og fart, haab og mod og dvgtigs kræfter. Alle de mange „væsener“, som er maskineriet i en bys samfundsorden, kommer hurtig istand. Det er en by, hvor det maa være interessant at være borger, her er grundlæggerarbeide at øve sig i for en hver art af dygtighed.

Det er heller ingen sag for en by at ta spurt i starten, naar den ældste mand i staden er — 42 aar.

*

Fra Nordlands hovedstad skynder vi os hjem. Det er regn, taage og hylende vind.

De syv søstres smukke rad paa Alstenøen, Alstadhaug gamle prestegaard, Petter Dass's poetiske tomter fik vi dog held til at passere i bra veir. En nordlandsk student svinger en pengebøsse til indtægt for det mindesmerke, der skal reises for hr. Petter her paa hans egen grund.

I regn, i mørke, i hylende vind slutted Torghatten sit gjenlydshvælv over den sidste friluftstale, over den sidste friluftssang.

*

Og saa vil jeg slutte. D. v. egentlig s. slutte uden slutning. For midnatssolens land kan man nok begynde paa, men der skal et længere lærred end mit, skjønt mange kan finde det langt nok, for at komme til slutningen.

Falder dette hefte i haanden paa nogen af mine reisefæller, lægger jeg beslag paa nogen linjer til for at vække mindet om vor sidste aften ombord, afskedens og mindernes fest, idet propellen skynder sig med at slaa de sidste slag ind ad Trondhjemsfjorden.